Det kommer ikke til at have den store effekt på Irans atomare ambitioner, at EU planlægger at indføre sanktioner mod den islamiske stat. Det skriver Information mandag. EU-landene er efter syv års diskussioner blevet enige om et totalforbud mod import af iransk olie. Formålet med sanktionerne er, at få iranerne til at stoppe med at berige uran. Vesten frygter, at det berigede uran vil kunne bruges militært, mens præstestyret selv hævder, at atomprogrammet udelukkende har et fredeligt formål.

Men sanktioner bider ikke på Iran, vurderer flere eksperter over for Information. Det skyldes, at Iran ikke er afhængig af at kunne eksportere olie til Europa, der til gengæld har et stort behov for at kunne købe olie. Iranerne kan nemlig bare vælge at sælge til storkunderne Kina, Indien, Sydkorea og Japan. Lande, der til sammen står for at købe omkring 60 procent af den iranske olie. Sidste år købte EU-landene til sammenligning omkring 18 procent af landets sorte guld.

-EU-boykotten vil kaste Iran i Kinas allerede vidt åbne favn. Den europæiske boykot giver Kina en fantastisk mulighed for at få billig iransk olie, samtidig med at Vesten kan se frem til stadig højere oliepriser. Det er et drømmescenario for Kina, som vil blive voldsomt styrket på grund af de store konkurrencefordele, kinesiske virksomheder får, siger Øystein Noreng, professor i olieøkonomi ved Handelshøjskolen BI i Oslo.