- Iran vil ikke gentage dets advarsel ... fjendens hangarskib er blevet flyttet til Oman Bugten på grund af vores øvelse. Jeg råder til og understreger over for det amerikanske fartøj, at det ikke skal vende tilbage til Den Persiske Golf, siger hærchefen, general Atollah Salehi, til Reuters.
Samtidig meddelte den iranske flådechef, Habibollah Sayyari, at der ikke er nogen grund til, at andre nationers flådefartøjer sejler rundt i Den Persiske Golf.
- Vi kan klare sikkerheden selv, så der er intet behov for tilstedeværelsen af fremmede styrker. Iran handler på baggrund af international lov, og fremmede styrker kan ikke være tilstede i vores territoriale farvande, siger flådechefen til Reuters.
Samtidig varsler de to militærchefers erklæringer endnu et skridt i optrapningen af konflikten mellem USA og Iran.
Spændingerne i området er endnu en gang taget til, efter at Iran for at par dage siden truede med at spærre Hormuzstrædet, som mere end en femtedel af verdens olietransport foregår igennem.
Dén trussel kom som svar på bestræbelser på at indføre nye sanktioner overfor Iran, som straf for dets kontroversielle atomprogram, som Vesten frygter vil munde ud i en atombombe.
Irans olieminister, Rostam Ghasemi, advarer ifølge Financial Times mod internationale sanktioner rettet imod Irans oliehandel på grund af den virkning, som det vil have på den globale økonomi.
- Verden vil ikke indføre sanktioner mod Irans olie, fordi det internationale marked vil blive ramt af uro, siger olieministeren, som i et nyligt interview i et iransk ugemagasin spåede, at olieprisen med nye sanktioner vil nå op på 200 dollar - hvilket er tæt på en fordobling i forhold til i dag.
Præsident Obama har netop underskrevet en lov, der indfører nye sanktioner mod Iran, hvilket har medført, at den iranske valuta er faldet med 11 pct. de seneste dage.
I Europa ønsker Frankrig, at EU beslutter sig for at stramme sanktionerne i lighed med USA, så de samlet kan træde i kraft ved udgangen af januar.
- Frankrig ønsker to konkrete stramninger. Dels indefrysning af den iranske centralbanks midler og dels embargo mod iransk olie, siger udenrigsminister Alain Juppe.