Obama vil straffe banker og virksomheder, der handler med Iran
Krisen mellem Iran og USA spidser til, efter at amerikanerne har vedtaget sanktioner mod Irans centralbank.
Krisen mellem Iran og USA spidser til, efter at amerikanerne har vedtaget sanktioner mod Irans centralbank.
USAs præsident Barack Obama har sat sin underskrift på en ny lov, der indfører sanktioner mod Irans centralbank og finansielle sektor. Det skriver TV-stationen Al-Jazeera. Loven, der anses som et forsøg på at straffe Iran for landets atomprogram, risikerer at fyre op under det i forvejen anspændte forhold mellem præstestyret i Teheran og amerikanerne.
Sanktionerne er en del af et ny lovpakke på forsvarsområdet, der bevilliger 662 milliarder dollar til USAs militær.
I Washington forlyder det dog, at Obama kun modvilligt skrev under, fordi initiativet kan komplicere hans ønske om at opbygge en international front mod Iran.
Den nye lov betyder, at udenlandske firmaer fremover risikerer at måtte vælge mellem at handle med Irans olie- og banksektor eller USA. Også udenlandske centralbanker risikerer at måtte vælge side, og det har allerede skabt bekymring for, at det kan skade USAs forhold til Rusland og Kina. Embedsmændene i Washington arbejder dog på at sikre, at sanktionerne ikke kommer til at påvirke de globale energimarkeder.
Forholdet mellem Iran og Vesten har længe været yderst anspændt, primært fordi præstestyret igen og igen har afvist at suspendere sit uranberigelsesprogram.