Den 33-årige mand, der tirsdag aften stak en kvinde ned i Indre Mission Ungdoms hovedsæde i Aarhus-forstaden Åbyhøj, havde tidligere været en del af fællesskabet. Samtidig havde manden tilsyneladende planlagt overfaldet og gik direkte efter sit offer.

Tidligt tirsdag aften havde husets medlemmer netop samlet sig til et bibelstudie i missionshuset, da en 33-årig mand pludselig indfandt sig.​ Manden stak en kvinde adskillige gange med en kniv og slap væk.

Kvinden blev hastet på hospitalet og opereret for sine skader, og Østjyllands Politi kunne sent tirsdag aften erklære hende uden for livsfare. Senere på natten blev den 33-årige mand anholdt på sin bopæl i Aarhus C.

Tonny Dall Sørensen, der er landsleder hos Indre Mission Ungdom, fortæller onsdag til BT, at gerningsmanden tidligere har været en del af Indre Mission Ungdom i Aarhus:

»Men han var begyndt at kommet i et af vores andre fællesskaber. Ofte cykler vores medlemmer mellem de forskellige selskaber,« siger Tonny Dall Sørensen.

Indre Mission er en folkekirkelig bevægelse stiftet i 1861. Den bygger på Folkekirkens grundlag, herunder Bibelen, og arbejder aktivt for at udbrede kirkens budskab. Bevægelsen er landsdækkende og lægger stor vægt på Bibelen som guds ord og troen på Jesus Kristus som frelser.

Landslederen vil ikke umiddelbart uddybe, hvilken konflikt, der eventuelt ligger bag mandens forbrydelse. Han understreger dog, at knivoverfaldet ikke er religiøst betinget.

Men opfatter du, at manden havde en klar agenda, da han gik efter kvinden?

»Ja. Helt sikkert. Han er formentlig gået direkte efter hende,« siger Tonny Dall, der befandt sig i Aarhus natten til onsdag. I dag skal han mødes med byens lokale medlemmer, der alle er tilbudt samtaler for at bearbejde hændelsen.

»Jeg kan sige, at det er en meget ulykkelig historie, der kom til udslag i går,« tilføjer Tonny Dall.

BT har onsdag formiddag været i kontakt med Østjyllands Politi, der ikke vil udtale sig yderligere om motivet for knivoverfaldet. Gerningsmanden vil blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag klokken 12. Han er sigtet for forsøg på manddrab.