Danmark var det land i Europa med den største procentvise stigning i antallet af asylansøgere i 2012. 62 procent flere - eller næsten 6.200 personer i alt - søgte asyl i Danmark sidste år.

Og det kan man i følge Johnny Robin Jørgensen, politiets dokumentcenter, godt mærke i Københavns Lufthavn.

- Det har spredt sig til flere flyselskaber og flere lufthavne rundt i Europa, som de kommer fra for tiden. Man kan godt mærke, at det er blevet sværere for illegale indvandrere at få arbejde i Sydeuropa, og det får dem til at trække nordpå. Samtidig tilskynder flere lande de illegale og asylansøgere til at forlade deres land – endda mod betaling og udlevering af dokumenter med kortvarig gyldighed, der tillader dem lovligt at rejse rundt i Schengen, siger Johnny Robin Jørgensen.

Han fortsætter:

- På grund af de massive problemer, vi oplever med især et enkelt flyselskab, ankommende fra et sydeuropæisk land, har jeg tidligere udfærdiget nogle mapper, der blev sendt derned med vejledning til ind-checknings-personalet om, hvilke pas de ikke skulle godkende som rejselegitimation. Vejledningen blev lavet på dansk, engelsk og det lokale sprog og forsynet med foto af forfalskningstegn og ugyldige dokumenter. Dagen efter modtagelsen ankom flyet med flere personer, der var i besiddelse af de ’ulovlige’ dokumenter, og det er fortsat lige siden trods vores henstillinger.

BT afslører i dag, at Københavns Politi bevidst undlader at kontrollere visse flyankomster i Københavns Lufthavn fra andre europæiske lande, der er med i det såkaldte Schengen-samarbejde. Det sker, selvom det hver dag - ifølge flere betjente - strømmer ind med illegale indvandrere fra Schengen-lande som f. eks. Italien.

Chefen for politiets indsats i Københavns Lufthavn, vicepolitiinspektør Lars Haugaard, bekræfter, at der er en øget tilstrømning af illegale gennem Københavns Lufthavn fra Schengen-lande:

- Det er fra Spanien og Italien, der er flest, der gerne vil til Nordeuropa, og der kan vi se en stigning, siger Lars Haugaard, der forklarer, at politiet i Københavns Lufthavn tager flest illegale på ankomster fra Milano, Barcelona og Rom.

BT har været i kontakt med Udlændingestyrelsen og Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter, men her er meldingen, at man ikke kender rejseruten til Danmark for personer, der søger asyl i Danmark.