Københavns Politi undlader bevidst at kontrollere visse flyankomster i Københavns Lufthavn fra andre europæiske lande, der er med i det såkaldte Schengen-samarbejde.
Det sker, kan BT i dag afsløre, selvom det hver dag - ifølge flere betjente - strømmer ind med illegale indvandrere fra Schengen-lande som f. eks. Italien. Samtidig er Danmark det land i Europa med den største procentvise stigning i antallet af asylansøgere i 2012.
BT har spurgt den ansvarlige for Københavns Politis indsats i Københavns Lufthavn, vicepolitiinspektør Lars Haugaard, om, hvorfor man ikke kontrollerer flyankomster, hvor man ved, der kommer mange illegale.
Betjente fortæller, at I bevidst undlader at kontrollere ankomsten fra Milano med Easyjet, fordi det medfører så mange sager, at det ville drukne jer og andre i Københavns Politi i arbejde. Er det korrekt?
- Jeg har sagt til mine folk, at det er formen (antallet af folk på arbejde, red.) på dagen, der afgør, om vi har tid til at lave kontrol af fly fra Schengen-lande. Vi har rigtig mange andre opgaver, og dem skal vi også prioritere.
Men flere betjente fortæller til os, at I bevidst tager de ankomster, hvor I ved, at der ingen illegale er med, så I booster tallet af kontroller?
- Okay. Jeg har bedt om, at der bliver kontrol af alle ankomster fra Schengen-lande. For selvom det er interessant at se, hvad der sker på ankomsten fra Milano, er det også interessant at se, hvad der sker på andre ankomster. Så vi skal sprede nettet ud.
Betjentene siger også, at alle, inklusiv dig, er klar over, at der kommer masser af illegale fra Milano med Easyjet, men at der intet bliver gjort?
- Åh, det ved jeg nu ikke. Vi har aldrig lavet så mange kontroller som i år, og det er et udtryk for, at der kommer flere og flere illegale.
Jeg har selv været med på afgangen mellem Milano og København med Easyjet. Der kunne jeg se, at mindst fem personer kom om bord på flyet med somaliske pas, som ikke anerkendes i Danmark. Må de komme ind i Danmark?
- Et somalisk pas kan sagtens være ægte, og et flyselskab skal kontrollere, om deres passagerer er dem, som de giver sig ud for. De må godt komme om bord på flyet, men de må så ikke komme ind i Danmark på passet, og der er det vores opgave at sørge for, at de så ikke kommer ind.
Men det kræver, at det lige tilfældigvis er den dag, hvor I står og kontrollerer det pågældende fly?
- Ja, det er klart.
Det vil sige, at de godt må komme om bord på flyet med deres somaliske pas, men at de bare ikke må komme ind i Danmark, når de ankommer med flyet. Det betyder vel reelt, at de har frit spil, når I tjekker så få ankomster, som I gør?
- Ja, det kan du sige.