Hun er kendt som den smilende studievært på ’Go’ Morgen Danmark’, men Ida Wohlert har haft sit at kæmpe med. Først i dag, hvor hun er blevet mor til to, kan hun tale om den sorg og det tabu, der er forbundet med at være infertil
Ida Wohlert var 15-16 år, da hun fik at vide af sin læge, at hun havde PCO.
»Jeg kan huske, at min mor begyndte at græde, da jeg fortalte det. Selv var jeg ret ligeglad, men min mor græd, fordi jeg måske ville få svært ved at få børn.«
Da hun for snart 14 år siden mødte sin mand Kasper Fredshavn, ville de gerne have børn, men som Ida Wohlerts læge og hendes mor havde forudset, var hun så hårdt ramt af PCO, at der ikke skete noget. Sygdommen gør, at hun får cyster på æggelederne og har svært at blive gravid.
»Folk tror altid, at jeg er sejlet gennem livet. De synes, at tingene har det med at flaske sig for mig. Det har altid provokeret mig en anelse,« siger hun med fast stemme.
»Det er ligesom, når folk siger, at jeg altid er glad. Jeg plejer at svare, at jeg bare har store tænder,« siger Ida Wohlert, der netop er fyldt 40 år, og slår en høj latter op.
Usynligt tabu
Ingen tvivl om, at værten, der er kendt fra morgen-tv, er grundglad, men også hun har haft sine kampe, forsikrer hun.
»Mine kampe er usynlige, men de fik et ekstra lag med fertilitetsproblemerne, fordi der også er et tabu forbundet med det.«
Ét er, at man ikke kan se på folk, at de ikke kan få børn. Noget andet er, at man ikke taler om det.
Ida Wohlerts mor må ellers have været vant til lidt af hvert, for datteren er født med diverse skønhedsfejl, eller som hun selv siger:
»Jeg fik alle skavankerne. Jeg er født skeløjet, har skæv ryg, fik epilepsi som teenager og blev ret heftigt medicineret for det. Så da lægen sagde, jeg havde PCO og ville få svært ved at få børn, tænkte jeg bare: ’Ja, selvfølgelig’.«
Hun kan stadig smage den lille, lyserøde, ru pille, hun tog mod epilepsien.
»Jeg skulle tage en pille to gange om dagen. Dét lærte mig disciplin,« husker Ida Wohlert.
Disciplinen skulle hun mange år senere få brug for, da hun i en periode én gang om dagen stak en nål i sit lår for at øge sine chancer for at blive mor.
Til daglig sidder hun på niende år som vært i Go’ morgen Danmark’. Det var netop her, hun for nylig løftede sløret for, at hun faktisk har haft ganske svært ved at få børn. Under et interview – hvor hun havde værtsrollen – kom hun til at afsløre, at også hun har haft problemer med at blive gravid.
»Jeg kom til at sige: ’Det kender jeg godt’, da det handlede om at være udfordret på fertiliteten. Normalt er jeg ret påpasselig med ikke at blive for privat på tv, og bagefter tænkte jeg da også, om jeg var gået over stregen, men folk syntes, det var fedt, at jeg havde løftet lidt af sløret.«
BT Weekend møder Ida Wohlert på Skovshoved Hotel på en sjælden fridag. Hendes eget hus i Taarbæk er ikke egnet som mødested, da de to sønner på otte og fire er hjemme i deres sædvanlige høje gear. Man kan langtfra se på Ida Wohlert, at hun kommer fra et travlt småbørnshjem, for tøj og makeup sidder perfekt, og hun smiler med både varme og overskud, inden hun bestiller en kop kaffe og læner sig tilbage i solen.
Hun har sagt ja til at fortælle, hvad det betød for hende og hendes mand, at de to krudtugler, Elliot og Edgar, ikke blev til i samme sekund, som deres forældre ønskede dem. Hun har aldrig før talt offentligt om det, men vil gerne stå frem, for hun har fundet ud af, at hun langt fra er den eneste kvinde, der kender til dét problem.
Fede tider
Ida Wohlert er vokset op i privilegerede kår. Hendes far og farfar var anerkendte arkitekter, som bl.a. byggede Louisiana. Moderen var chef i et internationalt it-firma, og Ida Wohlert og hendes storebror gik på privatskole i Hellerup. Selv lille Idas skavanker var noget, der blev vendt til hendes fordel i det ressourcestærke barndomshjem.
»Jeg fik på en eller anden mærkelig måde selvtillid af det. Det er jo ikke fedt at fejle alt muligt, men vi prøvede at grine ad det og sige ’pyt, så længe vi ikke har større problemer’. Mine forældre var super seje til at få mig til at se de lyse sider og ikke stirre mig blind på de mørke.«
Mens storebror Johan Wohlert blev rockstjerne i Mew, læste Ida Wohlert journalistik og gik direkte fra RUC ud til en sand jobfest.
»Da jeg var færdig, kunne alle få job. Vi kunne måske ikke vælge og vrage, men det var gode tider,« husker hun.
Ida Wohlert var både journalist på ’Go’ morgen Danmark’, ’TV2 Nyhederne’ og nyhedsvært på ’TV2 News’, før hun landede i værtsstolen på ’Go’ morgen Danmark’.
Det var i tiden på TV2 News, at hun besluttede sig for at få børn, og efter et halvt år med naturlige forsøg gik hun i gang med hormonerne.
For Ida Wohlerts læge var hurtig til at ordinere fertilitetshjælp i form af piller og en daglig sprøjte med hormoner.
»Kasper kunne ikke lide at se mig stikke mig selv i låret. Jeg tror, det gjorde mere ondt på ham end på mig. Jeg har en ret høj arbejdsmoral, for mig var sprøjten et stykke arbejde, jeg skulle udføre hver dag.«
Et skemalagt liv
Hun var også nødt til at kigge grundigt på sin livsstil, hvis projekt ’barn’ skulle lykkes.
»Jeg var lige begyndt på News og sad og lavede nyheder hele natten. Ret hurtigt fortalte jeg min chef, hvad der var galt, og så blev der flyttet rundt i vagtplanen,« husker Ida Wohlert.
Med sine ringe chancer for at blive gravid havde hun brug for søvn, ordentlig kost og for at kunne gå tidligt i seng. Alligevel skete der ingenting.
»Jeg kan huske, at jeg ret tidligt tænkte: ’Hvad gør vi, hvis det ikke lykkes?’ For mig var det vigtigste at få et barn – ikke selve graviditeten, så jeg kunne godt have adopteret. Men Kasper havde det anderledes,« siger Ida Wohlert og beslutter sig med et smil for ikke at udlevere sin mand.
Men det var en periode, der krævede sit af parforholdet.
»Skemalagt sex er SÅ uromantisk. Der er store humørsvingninger, og man er totalt fokuseret på, hvad der sker i kroppen – både på godt og ondt.«
Men der fulgte også noget godt med sprøjterne, pillerne og usikkerheden.
»For os betød den periode, at vi rykkede tættere sammen og blev enige om, at det her SKULLE altså lykkes. Men det var også en frustrerende tid, for man er så fokuseret på projekt baby. Heldigvis grinede vi også ret meget, for det er sgu en lidt absurd situation.«
Når hun kigger tilbage, var det mentale det sværeste at håndtere.
»Jeg var nødt til at fixe mig selv for at kunne udføre det mest naturlige i verden. Det er ubehageligt at putte kemi i kroppen for at få den til at virke.«
Flere udfordringer
At det var skrappe hormoner, der var i sprøjterne, fik både hun og hendes mand at føle.
»Jeg var vist relativ urimelig i den periode. Tænk, hvis jeg havde været i gang i flere år, som man hører andre kvinder være. Jeg kan godt forstå, at man ikke kan holde til det,« siger Ida Wohlert.
Da det i 2008, efter seks måneder, lykkedes hende at blive gravid, mødte hun både den største lykke og den dybeste sorg. For hun aborterede i tiende uge. Da hun endelig blev gravid igen – og holdt på barnet – skulle det stadig ikke være så nemt at blive mor.
»Jeg blev scannet, men alle tallene var himmelskæve.«
Lægerne frygtede, at den lille dreng i maven havde en alvorlig kromosomfejl, og Ida Wohlert blev scannet gentagne gange og fik taget flere smertefulde biopsier.
»Og så kom jordemoderstrejken ...,« siger Ida Wohlert med en sigende mine.
Den betød, at hun kom til at vente endnu længere på at få at vide, at Elliot var helt sund og normal.
I dag er udfordringerne under graviditeten noget, hun kan smile ad, mens hun sipper til sin kaffe i solen. Elliot er nemlig en usædvanligt livlig dreng, som ingenting fejler.
Som fireårig fik han selskab af sin lillebror Edgar, som blev undfanget, uden at Ida Wohlert behøvede hormoner til hjælp.
»Anden gang gik det af sig selv. Det var som om, at kroppen var tunet ind på opgaven.«
Brændsel på motoren
Første gang Ida Wohlert forsøgte at blive gravid, opsøgte hun en diætist for på alle måder at optimere sine chancer for at blive mor. Diætisten fik hende til at indse, at det ikke var vejen frem at begynde dagen med at sidde en time i makeuppen på TV2, mens hun spiste hvide rundstykker med smør.
»Dengang blev jeg ofte træt i løbet af programmet, i dag har jeg lært at spise ordentligt.«
Faktisk spiser Ida Wohlert så ordentligt, at en af kollegerne på ’Go’ morgen Danmark’ en dag studsede over hendes morgenmadstallerken og spurgte: ’Hvad er dog det?’
»Tja, det er en tallerken med skiveskåret pålæg ... Jeg begynder dagen med lidt pålæg, frugt og nødder. Det ser vist lidt spøjst ud,« griner hun.
At kigge kritisk på sin kost var nyt for Ida Wohlert.
»Jeg har altid bare fyret den af. Jeg er vokset op med en glubende appetit i et hjem, hvor god mad fyldte meget og ordet slankekur ikke eksisterede. Jeg skænkede aldrig kosten en tanke, men nød bare maden. Det var sukker, hvidt brød og alt det sjove. Jeg gør, hvad jeg kan, for at give den madglæde videre til mine egne børn, men selv har jeg bare lidt mere fokus på balancen.«
Men nu, hvor hun har rundet 40 år, kan hun se, hvor vigtig balancen er.
»Det er pisse-fascinerende, at man kan skrue på bittesmå håndtag og på den måde ændre sit velvære, sin nattesøvn og sin hud.«
Måske var det også kosten, der ændrede Ida Wohlerts status til ’mor’.
»Jeg har en tyrkertro på, at kosten er vigtig. Det er så afgørende, hvilken type brændsel du fylder på kroppen i en periode, hvor du kræver noget helt ekstraordinært af den.«
Solen skinner ufortrødent på Ida Wohlert og hendes anden kop kaffe. Hun har ikke travlt med at komme hjem til de to energiske ønskebørn, for der er ’dejlig stille i Skovshoved’, siger hun med et grin.
Det er vigtigt for hende at fortælle historien om, hvad hun var igennem – og ikke mindst hvem hun er. Måske fordi kampene i hendes liv ikke har været til at se for andre, er det vigtigt at få fortalt om dem. For ellers har vi kun et halvt billede af hende.
»Der var engang en klassekammerat i 1.g, der sagde til mig, at jeg var snobbet. Jeg havde ikke engang åbnet munden ...,« husker hun.
Det gjorde hende vred.
Men siden har hun opdaget, at man selv er med til at skabe det privilegerede liv.
»Og så kan man ellers håbe, at folk gider lære dig at kende og finde ud af, hvad der er rigtigt. Ham fyren kom faktisk hen til mig i 3.g. Han syntes, at jeg var topsej og spurgte, om vi ikke skulle være kærester. Det var lidt af en sejr.«
