Ida Wohlert har hele sit liv været drevet af engagementet og lysten til at blive bedre i sit job. Og hvis hun ikke sidder med følelsen af at yde sit bedste og levere noget fedt, så skal det ikke være det – lige meget hvor fedt jobbet lyder.
Hvad indebærer feminisme i dag for dig?
»At kvinder kan være sig selv og forfølge deres egne drømme.«
Hvornår har du selv været taknemlig for at kunne forfølge din egen drøm? Og hvad var den?
»Jeg har faktisk aldrig været typen, der har lagt en plan for min karriere og jagtet et særligt job. Jeg har til gengæld altid været drevet af engagement og lyst til at gøre ting bedre. I virkeligheden tror jeg, at jeg kunne fungere godt i mange forskellige job – så længe jeg får lov til at sætte mit eget præg på tingene. Jeg elsker indflydelse – for det er jo der, du kan hæve barren og tegne profilen for dit job. Og sådan et job føler jeg rent faktisk, at jeg sidder i nu.«
Hvad gjorde du for at komme derhen, hvor du gerne ville?
»Jeg er sjovt nok ikke drevet af et konkurrencegen. Jeg hader faktisk den der sammenligning, som der ellers er masser af i min verden. Jeg forsøger at undgå den og øver mig hele tiden i at 'blive hjemme' i stedet for mentalt at komme til at sammenligne mig med mine kollegaer. Det har taget mig lang tid at lære, men jeg kan virkelig mærke, at det giver pote nu. Jeg har fået en solid ro i mig selv og en tro på, at jeg bare skal blive ved med at gøre tingene på min egen måde. Det er alligevel det, jeg er bedst til.«
Var der nogen udfordringer på vejen?
»Da jeg var helt nyuddannet, blev jeg tilbudt en eftertragtet fast ansættelse på TV 2/Nyhedernes Københavnerredaktion. Jeg kan huske, hvordan mine tidligere medstuderende fra journaliststudiet måbede og sagde 'Wauh, vildt nok'. Men jeg havde aldrig lavet nyheder før, så overgangen fra studerende til fastansat var hård. Og jeg har tit tænkt tilbage med gru i sindet på de stakkels redaktører – jeg var seriøst dårlig! Heldigvis fik jeg bedre fat om stoffet, som tiden gik. Men jeg blev også indhentet af den der følelse i maven af, at 'det her, det er ikke mig'. Og det var det heller ikke. Jeg hadede konkurrencen om at lande aftenens tophistorie og trivedes heller ikke med det tidspres, som er et faktum på en nyhedskanal. Så jeg sagde op efter kun et år, og folk måbede. Hvordan i alverden turde jeg smide så fedt et job fra mig…!? For mig var det ret enkelt: Hvis ikke jeg yder mit bedste og får skabt noget fedt, så skal det ikke være det. Det er livet alt for dejligt til.«
Har dine drømme i livet ændret sig med alderen?
»Ja! Jeg kan for eksempel godt mærke, at jeg med tiden og i takt med, at mine børn er blevet større, har fået mere tid til at løfte blikket og kigge ud. Se på andre, tale med folk, der ikke er ligesom mig selv, og undersøge andre måder at leve livet på. I dag drømmer jeg om at prøve at bo i udlandet med min familie: rykke teltpælene op for en periode og se, hvor det mon ville føre mig hen. «
