Den britiske popstjerne Sir Rod Stewart fik ikke ligefrem en rosende anmeldelse, da han besøgte Royal Arena sidste uge på sin turné.

Og nu har han været centrum for en mindre heldig episode på de sociale medier, som dog ikke har noget at gøre med sangerens mindre gode optræden på danske grund.

I et nu slettet klip på Stewarts kones Instagram-profil kan man se, hvordan den 72-årige Rod Stewart i en ørken lader som om, at han henretter en person. Personen sidder på knæ foran ham, mens det ligner, at han skærer halsen over på manden.

Flere har ifølge The Telegraph påpeget, at det minder ubehageligt meget om klippene fra Islamisk Stat, hvor briten, der fik øgenavnet 'Jihadi John', henrettede folk i ørkenen.

Men det har slet ikke noget med det at gøre, skriver sangeren i en officiel udtalelse.

'Fra at gengive Beatles' Abbey Road-gang til at spontant udleve Game of Thrones. Vi havde det bare sjovt, inden koncerten.'

Rod Stewart henviser til den populære og særdeles blodige HBO-serie, hvor det ikke er unormalt, at folk dør på brutal vis. Men ikke desto mindre, så kommer sangeren med en uforbeholden undskyldning.

'Det er forståeligt nok blevet misforstået, og jeg sender min dybeste undskyldninger til dem, som er blevet truffet,' skriver sangeren.

'Jihadi John' henrettede blandt andet journalisterne James Foley og Steven Sotloff. Han myrdede også de to britiske nødhjælpsarbejdere David Haines og Allen Henning.

Man mener, at Jihadi John blev dræbt i et droneangreb i november 2015.

Rod Stewart er i Abu Dhabi, hvor han giver koncert torsdag og fredag.