Stort og flot så det ud, da Sir Rod torsdag erobrede scenen i Royal Arena med et show i bedste/værste Las Vegas-stil. Musikalsk sejlede det fra en jappet version af 'Sailing' over total ligegyldighed og pinlighed og alt for mange kærlighedserklæringer til Stewarts favoritfodboldklub Celtic - til varme momenter, hvor den 72-årige halvskotte viste, at han har mere under kilten end bare en punkteret sækkepibe. Men mere end en gemytlig rodebutik af en hitparade med den charmerende Rod med det evige morgenhår blev det aldrig. Sandpapiret på Rod Stewarts stemmebånd er efterhånden slidt af.
‘No reason to get excited,’ lød Jimi Hendrix’ stemme profetisk fra højttalerne kort inden koncertstart, afløst af den officielle UEFA Champions League-hymne. Vidste man det ikke i forvejen, opdagede man det i Royal Arena her til aften. Rod Stewart er glad for fodbold. Mod slutningen af koncerten brugte han fem minutter på at sparke bolde ud til publikum. ‘Your in My Heart (The Final Acclaim)’ blev tilegnet Celtic.
Jeg under Rod og hans mest loyale fans i grønstribede bluser deres fælles passion og deres Old Firm-opgør med Rangers. Men det er uendelig uinteressant materiale under noget, der giver sig ud for at være en rockkoncert.
Rod Stewart har indspillet mange gode rock/popsange, der fortjener deres udødelighed som faste indslag på alverdens softrock radiostationer.
De seneste år har produktive Rod Stewart udsendt ganske mange mere eller mindre temabaserede album – med fortolkninger af den amerikanske sangskat og på det seneste et album med rod i gælisk musik. Når det tager ham, er han en fremragende fortolker.
I aften lagde han kaotisk ud med et par af sine klassiske soulfortolkninger, Sam Cooks ’Having a Party’ og The Isley Brothers' ’This Old Heart of Mine (Is Weak For You)’. Især den sidste er svær at være sur på, men netop som det begyndte at trække i smilerynkerne, og der var ved at være styr på lyden i den nye arena, kom en uambitiøs suppe-steg-og-is version af Bonnie Tylers ’It’s a Heartache'.
Iscenesættelsen af det corny Las Vegas-lignende show er spektakulær, og Rod skal have, at han som en generøs gestus overfor os, der aldrig rigtig har kunnet besvare ’Do Ya’ Think I’m Sexy?’ med et ’Yes’, har hele otte ypperlige kvindelige sangere og musikere med i sit band.
Som et par gange undervejs fik lov at tage teten, mens Rod var ude at skifte tøj og trække vejret. Som under en grumt lang trommesolo og mod slutningen af koncerten, hvor bandet gav endnu en fuldstændig ligegyldig, truntetung version af Ike og Tina Turners ’River Deep, Mountain High’.
Og en patetisk version af ’Rythm of My Heart’, hvor sangeren hyldede de soldater, der kæmpede for fred i Anden Verdenskrig - og alle andre krige - med krigsbilleder på storskærmene, indtil Rod Stewart selv kom på skærmen i en optagelse fra ceremonien i efteråret, hvor han blev hædret med sin MBE-titel. Altså hyldest til krigens ofre direkte over i selvhyldest.
Det er ikke set mere smagløst, siden Michael Jackson optrådte som verdens frelser under sin 1996/97-turné.
Men som skrevet - midt i dette musikalske sludvejr var der momenter. Dér hvor man faktisk mærkede stoltheden lyse i den gamle rockfortolker med den ualmindelig udtryksfulde stemme – selv i glimt i den sidste del af koncerten hvor Rod og hans otte ladies på scenen ellers lignede en britisk vaudeville-parodi på Liberace.
’Tonights the Night (Gonna Be Alright)’, Cat Stevens’ The First Cut is The Deepest’, ‘I Don’t Want to Talk About It’ med reel fællessang bragte denne anmelder på et behageligt trip tilbage til drengeværelset med den dengang nye, grønt lysende Philips radio.
Tilbage til dengang Rod Stewart lød af noget uforklarligt og foruroligende. Af hjerte.
Rigtig stort blev det en enkelt gang, da Rod helt nedbarbereret, tyktflydende soulet sang ’Baby Jane’, og hvor den ene guitarist fik lov at trykke den af. Måske som en hyldest til Ron Wood, som angiveligt var medkomponist og -musiker på sangen i en rødvinsbrandert.
Her mærkede man en glød og nerve i den gamle entertainer, som snildt kompenserede for hans stemmes manglende formåen. Måske fordi sangen, som i øvrigt mange andre af hans bedste sange, er skrevet af ham selv.
Rod, din røv - du kan godt.
Rod Stewart, Royal Arena, torsdag aften
