Foreningen for højt begavede børn, Gifted Children, glæder sig over, at undervisningsministeren nu også vil fokusere på de dygtige børn i Folkeskolen, som hun forklarede i BT tirsdag. Men formanden, Grith Tschorn, efterlyser mere konkret om, hvilke elever ministeren opfatter som 'de dygtige'.
- Ministerens udmelding gør det ikke klart, hvad 'de dygtigste elever' dækker over. Er det eleverne med de bedste karakterer? Eller er det de elever, der har et stort intelligensmæssigt potentiale? Elever, som måske aldrig får mulighed for at gøre brug af deres potentiale, fordi systemet ikke er gearet til dem? For der er tale om vidt forskellige grupper, siger Grith Tschorn.
Børne- og undervisningsminister, Christine Antorini sagde blandt andet følgende til BT:
- Vi ved fra flere internationale undersøgelser, at Danmark halter bagefter, når det gælder udfordringer til de dygtigste elever. Vi har lidt under tænkningen om, at alle skal behandles lige og at alle skal kunne være med. I farten har vi både tabt de svageste og glemt, at de dygtigste også skal motiveres. Nu skal vi have en folkeskole for hele folket, sagde Antorini blandt andet.
- Vi ved fra vores arbejde i foreningen, at der er masser af lærere og skoleledere derude, som rigtig gerne vil. Men de oplever, at der ikke er ressourcer, at området ikke bliver prioriteret, og at de ikke føler sig klædt på til at håndtere børn, der kan være to klasser foran, rent fagligt, og to klasser bagud, rent modenhedsmæssigt. Og det er her, Christine Antorini har et ansvar for, at ordentlige tiltag bliver tænkt ind, konkretiseret og prioriteret i folkeskolereformen, siger Grith Tschorn.