Rafael Nadal er klar til at spille semifinale ved French Open for første gang i tre år.
Det gik noget hurtigere end ventet, eftersom den 31-årige spaniers modstander, landsmanden Pablo Carreño Busta, måtte trække sig i andet sæt i kvartfinalen.
På det tidspunkt havde Rafael Nadal vundet første sæt 6-2, og han førte andet sæt med cifrene 2-0.
Dermed er fjerdeseedede Nadal klar til sin tiende semifinale ved den franske grand slam-turnering på grus, som han har vundet ni gange siden 2005.
I semifinalen skal den fjerdeseedede spanier møde enten andenseedede Novak Djokovic fra Serbien, der er regerende mester, eller østrigeren Dominic Thiem, der er seedet seks i turneringen.
De to er endnu ikke færdige med deres indbyrdes kvartfinale.
/ritzau/
Del: