Danskerne har gennem tre sæsoner fulgt familien Beha Erichsen og deres jordomrejse helt tæt i programmet 'Kurs mod fjerne kyster' på TV 2.
Men den, der nok har været allertættest på den folkekære familie, er fotograf Hannelore Dörner, der har filmet Mikkel, Marian, Emil, Theis og Alfred fra skibet Havana gennem deres tre-årige jordomrejse.
Det skriver TV 2.
Undervejs har Hannelore Dörner således heller ikke helt kunnet undgå at opsnappe en hemmelighed eller to om familien - og hun ved altså også noget mere end det, vi andre har set hjemme i stuerne.
I fredagens udgave af 'Go' morgen Danmark' havde vært Ida Wohlert familien Beha Erichsen på besøg til en snak om fremtiden og livet tilbage i Danmark, og i den anledning kom der samtidig et par hemmligheder på bordet fra Hannelore Dörner.
Fotografen kunne blandt andet afsløre, at Mikkel Beha Erichsen mildest talt økonomiserer med sit undertøj. Den erfarne tv-vært havde nemlig kun to par underbukser med på selv de meget lange sejlture.
»Han hopper i havet om morgenen, tager underbukserne af og vasker dem. Derefter hænger ham dem på tørresnoren og tager de underbukser på, som han vaskede dagen inden,« fortalte Hannelore Dörner, da hun var igennem på en tv-skærm i morgenprogrammet.
Hun kunne samtidig fortælle, at Mikkel Beha Erichsens trick tilsyneladende virkede så godt, at også sønnen Emil begyndte at gøre det samme.
Udover underbuksevaskningen fortalte Hannelore Dörner også, at selvom Mikkel Beha Erichsens kone, Marian Midé, virker til at være lidt i baggrunden i tv-serien, ja så er det i virkeligheden hende, der har bukserne på og styrer det hele - ikke mindst økonomien i familiens sejltur.
Fjerde sæson af 'Kurs mod fjerne kyster' har premiere tirsdag den 31. januar.
