For to måneder siden vendte Mikkel Behas to sønner, Theis og Emil, hjem fra deres jordomrejse efter tre år på vandet. Theis Erichsen fortæller nu, at han allerede har lagt nye planer for fremtiden - sammen med sin kæreste.

Mange danskere fulgte familien Beha-Erichsen i TV 2-programmet 'Kurs mod fjerne kyster'. I juli vendte tv-værten Mikkel Behas to sønner hjem med skibet Havana. Ved hjemkomsten ved Toldboden i København blev de to brødre modtaget af flere tusinde danskere, der hyldede dem med flag, balloner og klapsalver.

Da de kom hjem, afslørede begge fyre, at de havde fået danske kærester undervejs. De ville ikke afsløre, hvordan de havde mødt pigerne, og samtidig fortalte de, at der endnu ikke var de store fremtidsplaner.

Det har dog ændret sig nu for den yngste af de to, Theis Erichsen:

»Jeg har planer om at finde arbejde i alperne, som kan gøre, at jeg kan tjene penge, mens jeg er af sted. Min kæreste og jeg planlægger at tage af sted i minimum to måneder, og vi glæder os som små børn til at få sne under fødderne,« siger Theis Erichsen til Ski News ifølge Se & Hør.

Han er certificeret snowboardinstruktør og har kunnet suse rundt på et bræt med sne under fødderne, siden han var barn. Han blev sågar tvunget af sine forældre til at lære at køre på snowboard, så han kunne gøre det sammen med sin storebror Emil, fortæller han i interviewet. Og nu får han altså snart mulighed for det igen.

Fjerde og sidste sæson af 'Kurs mod fjerne kyster' bliver vist på TV 2 til februar. Her kan danskerne følge de to drenge på deres tur rundt i Asien og på turen hjem til Danmark.