Hun er gymnastikkens ukronede dronning. Simone Biles har været lidt af en publikumsyndling ved OL i Rio, hvor hun har hentet fire guldmedaljer og en enkelt bronzemedalje. Men vejen til rampelyset og det ædle OL-metal var ikke ligefrem skrevet i stjernerne for den 19-årige amerikaner.

Det smittende smil kendetegner den 142 centimeter-høje gymnast fra USA. Det sidder klistret på hende selv under de store internationale konkurrencer i sporten, som hun har domineret de seneste år. Legene i Rio er dog hendes første OL, idet hun var for ung til at deltage ved de olympiske lege i London i 2012.

Og hun har ikke skuffet under sit første OL. Tværtimod har hun henrykt og begejstret iagttagerne, mens hun har levet op til de store forventninger, der var på de unge, solide skuldre ved OL, som er den største scene for en gymnast.

Tirsdag tog hun - efter tre guldmedaljer og en bronzemedalje - sin seneste medalje ved den olympiske turnering, da det blev til guld i finalen i kvindernes øvelser på gulv.

Simone Biles blev født i 1997. Af en mor, der kæmpede med stof- og alkoholmisbrug, og som ikke kunne tage vare på sine børn. Hendes far forlod dem, da hun var helt lille.

I 1999 blev Ron Biles - Simones morfar - ringet op af en socialarbejder i den amerikanske delstat Ohio. Han fik at vide, at hans fire børnebørn var blevet fjernet fra deres mor. Han bad socialarbejderen om at sende børnene hjem til ham og hans kone, Nellie i en by lidt uden for Houston i Texas. I 2003 blev Simone Biles officielt adopteret af sine bedsteforældre.

»Jeg ville ikke have, at de skulle opdrages af en fremmed,« siger Ron Biles ifølge New York Post.

Artiklen fortsætter under billedet.

15 år senere er Simone Biles, der over de sidste tre år har vundet 14 VM-medaljer - heraf 10 guld - og ikke har tabt en mangekamp-konkurrence siden august 2013, et af de største navne ved OL i Rio de Janeiro.

Hendes unikke talent blev opdaget ved en tilfældighed på en skoleudflugt til et gymnastikcenter, hvor trænerne straks fik øjnene op for den seks-årige pige, der herefter begyndte at dyrke gymnastikken.

I en alder af 13 år blev gymnastik omdrejningspunktet i Simone Biles' tilværelse, og hun begyndte at blive undervist hjemme, så hun kunne vie sig selv til sporten. Resten er, som man siger, historie.

Og med fire guldmedaljer i bagagen fra Rio har den amerikanske teenager skrevet sig ind i historien ved at være én af fire kvinder, der har vundet fire guldmedaljer i gymnastik ved et OL. Den seneste gymnast til at lave den bedrift var Ekaterina Szabo fra Rumænien, som for 32 år siden vandt fire gange guld ved legene i Los Angeles i 1984.

»Det er temmelig sindssygt, hvad jeg har opnået ved mit første OL,« siger Simone Biles til Los Angeles Times.

Artiklen fortsætter under billedet.

Inden OL beskrev den tidligere OL-guldvindende gymnast Carly Patterson sin landsmand således:

»Hun er næsten overmenneskelig. Vi har aldrig set en gymnast som hende. De evner og den styrke, hun har, og den sværhedsgrad, hun har i sine øvelser, ser du ikke hos andre gymnaster. Hun har bevist, at hun er ustoppelig,« sagde Carly Patterson til New York Post.

Med præstationen i Rio har OLs gulddronning levet op til den store ros.

»Det har været en fantastisk oplevelse, og jeg tror ikke, at jeg kunne være mere stolt af mig selv. Dine første olympiske lege, og så tager du af sted med fem medaljer. Især når fire af dem er guld, det er bare uhørt. Jeg er meget stolt,« siger Simone Biles ifølge BBC.

At Simone Biles er voldsomt populær vidner den 19-årige komets Instagram-profil meget godt om. Her har hun over to millioner følgere på det sociale medie, hvor de seneste opslag er billeder af hende sammen med den amerikanske skuespiller Zac Efron.

Simone Biles har tidligere fortalt, at hun er lidt småforelsket i Hollywood-berømtheden, så det skulle foreviges, da Zac Efron lige kom forbi legene i Rio og overraskede de amerikanske gymnaster. OL-guldvinderen har således også gjort opmærksom på mødet med sit idol via Twitter.