Tilbage i år valgte den amerikanske gymnastikstjerne Simone Biles at stå frem og fortælle, at hun var blevet sexmisbrugt af en tidligere holdlæge. Og hun fortryder ikke, hun delte sin historie.

»Det var meget hårdt, men jeg tænkte, at hvis jeg kan fortælle min historie, kan jeg måske inspirere andre til at gøre det samme,« siger 21-årige Simone Biles til BBC.

Det var i januar, at historierne om lægen i den amerikanske landsholdslejr, Larry Nassar, begyndte at se dagens lys.

Og det var også i den forbindelse, at Simone Biles valgte at stå frem.

Simone Biles under de amerikanske mesterskaber i august.
Simone Biles under de amerikanske mesterskaber i august. Foto: Winslow Townson
Vis mere

»På det seneste har jeg følt mig en smule ødelagt, og jo mere jeg prøver at få stemmen ud ad hovedet, jo højere skriger den. Jeg er ikke længere bange for at fortælle min historie. Jeg er også en af de mange, der har overlevet Larry Nassars sexmisbrug,« skrev hun på Twitter.

Simone Biles, der vandt fire guldmedaljer ved OL i Rio i 2016 fortæller nu, at det var en lettelse at fortælle sin hemmelighed.

For i lang tid følte hun et pres i forhold til at holde sandheden for sig selv.

»Folk ser op til mig, så hvis de kan se, at Simone kan være stærk nok, kan jeg forhåbentlig også. Og det var det budskab, jeg ønskede at give. Det gav en følelse af magt og selvværd, selvom jeg godt ved, det er ord, der bliver brugt meget nu til dags,« siger Simone Biles, der håber, at hun har inspireret andre til at stå frem.

Simone Biles under de amerikanske mesterskaber i august.
Simone Biles under de amerikanske mesterskaber i august. Foto: Winslow Townson
Vis mere

Den amerikanske gymnast deltager ved årets VM i Qatar, og hun er også så småt ved at forberede sig til OL i Tokyo i 2020.

At Simone Biles endte som gymnast, lå dog ikke i kortene i første omgang, da hun var barn.

Hendes unikke talent blev opdaget ved en tilfældighed på en skoleudflugt til et gymnastikcenter, hvor trænerne straks fik øjnene op for den dengang seks-årige pige, der herefter begyndte at dyrke gymnastikken.

I en alder af 13 år blev gymnastik omdrejningspunktet i Simone Biles' tilværelse, og hun begyndte at blive undervist hjemme, så hun kunne vie sig selv til sporten