Da prins Joachim som niårig i 1978 fik at vide, at hans storebror skulle være konge, og han skulle arve Schackenborg Slot, anede han ikke, hvad han gik ind til. Det var tydeligt, da han sammen med sine forældre og storebror for første gang besigtigede sin arv.
At Joachim overhovedet kom til at overtage Schackenborg Slot efter det daværende grevepar Hans og Karin Schack, skyldtes greveparrets barnløshed og dermed mangel på direkte arvinger. Derfor besluttede greveparret at sende slottet tilbage til den kongelige familie, efter det havde været i slægtens eje siden 1600-tallet.
I 1993 overtog Joachim reelt driften efter endt landbrugsuddannelse. Men allerede dengang var der flere, som pegede på, at det slet ikke var en god idé, at regentparrets yngste søn skulle være landmand og ikke militærmand, som der ellers tit har været tradition for at yngre sønner i de kongelige familier blev.
For da Joachim aftjene sin værnepligt. var det så tydeligt, at han var i sit es. Men det var i kornmarkerne omkring Schackenborg Slot, at Joachim skulle have sin karriere. Om slottet snarere har været en møllesten om den kongelige hals end en lykkelig, indbringende forretning, ved kun Joachim.
Miserabel tilstand
Men det er et faktum, at slottet var i en miserabel tilstand, da han overtog det. Og at det kun var folkegaven på 13 mio. kroner, som han og Alexandra modtog i bryllupsgave fra det danske folk, der gjorde det muligt for ham at sætte slottet i stand. Siden var det slottets tykke mure, der skjulte skilsmissen mellem Joachim og Alexandra.
Og nu har Joachim kastet overallsene og har – meget atypisk for de kongelige – valgt at omgøre en beslutning om arv og er i stedet rykket til København med Marie og deres to børn.
- Man kan jo sige, at det ikke var prins Joachim, der bestemte, han skulle have slottet. Derfor er det ikke hans beslutning. Men han har levet med den i mange år og har kørt den beslutning igennem. Og han har været glad og tilfreds med det. Men vi lever jo i en omskiftelig verden, hvor man er nødt til at indrette sig efter de ændringer, som sker.
Og flytningen og overdragelsen af slottet til en fond er en af de ændringer, siger hofmarskal Ove Ullerup til BT om den usædvanlige beslutning.
