Sidste gang prins Joachim var på boligjagt, var, da han skulle købe en passende bolig til Alexandra som hun og de dengang to små prinser kunne bo standsmæssigt i.

Dengang benyttede Joachim sig af kendismægleren Jan Fog, der solgte villaen på Svanemøllevej 15 i det eksklusive ambassadekvarter omkring Ryvangen til prinsen for 7.2 mio. kroner.

Nu er Joachim igen på boligjagt. Denne gang er det dog tanken, at han og Marie og deres to børn skal bo tættere på Joachims ældste sønner, 15årige Nikolai og 11årige Felix.

Og Jan Fog har skam allerede har en passende oven i købet kongelig bolig på hånden til familien fra Schackenborg.

- Jeg har Prins Haralds Palæ til salg. Det ligger på Svanemøllevej 25 og derfor meget tæt på grevinde Alexandras hus, siger Jan Fog.

Der også afslører at han endnu ikke er blevet kontaktet af Kongehuset.

- Der er ikke blevet ringet til mig. Endnu. Jeg siger endnu, for han har mit nummer fra sidste gang. For jeg vil meget gerne sælge dem et hus, siger Jan Fog.

Skulle Prins Haralds Palæ falde i Joachim og Maries smag, så får de et hvidmalet palæ på 1.251 kvadratmeter fordelt på tre etager.

Palæet blev bygget i 1918 og er derfor udstyret med imponerende stuklofter, marmorpejs, parketgulv i sildebensmønster og en stor tagterrasse. I stueetagen er der både hall, toilet og syv store, højloftede værelser, køkken samt anretterværelse.

1. salen er med repos og ni værelser samt badeværelse og toilet, mens underetagen har to meget store værelser med direkte udgang til terrasse og haven.

Hele herligheden er udbudt til salg for 24 mio. kroner med en udbetaling på 1,2 mio.

- Det er jo en ejendom, der af flere grunde vil være oplagt for dem. Den er stor og i rimelig god stand. I den får han både pladsen, en beliggenhed tæt på København og sine børn af første ægteskab og internationale skoler. Og så er det jo meget sjovt, at han kan flytte ind i et kongeligt palæ. Så bliver han jo ved musikken, siger Jan Fog.

Prins Harald var bror til kong Christian X. Han var gift med sin kusine, prinsesse Helena af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Parret flyttede i 1918 ind i palæet, hvor de boede til deres død i henholdsvis 1949 og 1962.