Mere end 50 mand på jorden og en helikopter i luften er lige nu i gang med at finkæmme et kæmpestort område i Holstebro by efter den forsvundne soldat Jonas Hedegaard Hansen.

Eftersøgningen af den 21-årige konstabel Jonas Hedegaard Hansen, der forsvandt efter en bytur i Holstebro torsdag, er lige nu på sit højeste.

»Vi har mere end 50 mand ude - senest har også nogle soldater fra kasernen meldt sig for at deltage i eftersøgningen af deres kammerat,« fortæller Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Ud over to hjemværnskompagnier, Beredskabsstyrelsen, politiets hundeførere og betjente på jorden har Midt- og Vestjyllands Politi også fået hjælp af en af Forsvarets helikoptere. Også pårørende og venner til den forsvundne konstabel er ude at lede.

De er i øjeblikket ved at finkæmme private haver, banestrækninger, stier, krat i et kæmpe stort område mellem den savnedes bopæl på Beringsvej, Sønderbrogade, Vestergade og Storåen.

Trods en meget intensiv eftersøgning, der startede tidligt i morges med Beredskabsstyrelsens finkæmning af åbredderne og åen, er der endnu ingen spor af den unge soldat.