KENYA: Tidligt mandag morgen lød der eksplosioner og et kvarters tung geværild inde fra indkøbscenteret Westgate i Kenyas hovedstad, Nairobi, der har været under belejring siden i lørdags.

Ifølge nyhedsbureauet AFP, der er på stedet, bekræfter en kilde i det kenyanske militær, at der er en større aktion i gang mod islamisterne fra terrorgruppen al-Shabaab, der ved middagstid lørdag angreb centeret, dræbte mindst 68 og sårede omkring 200, og som natten til mandag formodedes fortsat at holde gidsler.

Ifølge Kenyas militær var gidselstagerne blevet isoleret i et område i centeret, mens militæret søgte »en hurtig afslutning« på belejringen.

De fleste gidsler blev ifølge militæret frigivet løsladt søndag aften. Her lød vurderingen, at et antal personer fortsat var fanget i centeret: Enten som gidsler eller fordi de lå i skjul for al-Shabaab.

Kenyas præsident, Kenyatta Uhuru, oplyste ifølge CNN søndag, at der var mellem 10 og 15 gerningsmænd i centeret.

Der har tidligere været forlydender om, at der kunne være amerikanske og britiske statsborgere blandt gidselstagerne. Det afviste en militærkommandør, der kalder sig Abu Omar, fra den somaliske terrorgruppe over for BBC Africa natten til mandag. Han oplyste desuden, at de militante i centeret har været i kontakt med al-Shabaab i Somalia under hele belejringen, der mandag gik ind i sit tredje døgn.

Det er imidlertid hverken be- eller afkræftet fra officielt hold.

Al-Shabaab har tidligere meldt ud, at de angreb centeret som hævn for Kenyas militære engagement i Somalia, hvor tropper fra Den Afrikanske Union er sat ind mod islamister.