Hvis ponyslagtningen skulle ende i en politisag mod Camilla Plums 24-årige søn, vil det ikke være første gang, at han er på kant med ordensmagten.
I januar 2009 fortalte en stolt Camilla Plum til DSB-bladet »Ud & Se«, at sønnen sammen med sin tvillingebror ofte var blevet anholdt.
- Det glæder mig faktisk at se dem rode sig ud i alt muligt i dag, fordi de brager imod autoriteter. De bliver konstant arresteret, fordi de har lyst til at protestere imod ting. F.eks. overvågning af borgerne, lød det fra tv-kokken og madskribenten.
Samtidig understregede hun dog, at de skulle opføre sig moralsk forsvarligt:
- Selvfølgelig ville jeg ikke bryde mig om det, hvis de havde lavet noget moralsk forkasteligt. Men det er ikke tilfældet. Det er dejligt, at der er nogle unge i hver generation, som sætter sig op imod love og regler og forordninger. Jeg har også altid selv følt et ansvar for at lave om på ting. Det, tvillingerne gør, er fedt. Jeg ville da være ked af det, hvis de bare tog sig en pæn uddannelse og opførte sig ordentligt og aldrig kom i klammeri med nogen. Jeg tror meget på klammeri, betroede hun DSB-bladets læsere.
Og i et interview med Alt for Damerne for et halvt år siden fortalte hun, at hendes fire børn altid har taget del i arbejdet på Fuglebjerggaard:
- Altså, de har jo deres eget liv og laver deres egne ting, men de er faktisk også ret meget med her. I perioder arbejder de her helt regulært. De føler sig rimeligt solidariske med det, og de har en masse kompetencer, de har fået i tidens løb, uden at de selv lagde mærke til det.
Samtidig understregede Camilla Plum, at hun har et meget tæt og tillidsfuldt forhold til sine børn:
- Jeg har ikke nogen ambitioner på mine børns vegne ud over, at de skal være glade i deres krop og sjæl. Det kan man være på lige så mange måder, som der er mennesker, og man kan ikke begynde at gøre sig til dommer over, hvad der gør folk glade.
Den i dag 56-årige Camilla Plum har været gift to gange.
