- Det er fuldstændig langt ude, for det er hans hest. Han var på arbejde den aften sammen med mig på vores gård, hvor vi lavede mad til et bryllup. Jeg er ret sikker på, at han ikke har noget med det at gøre, siger Camilla Plum til bt.dk.

Liget af den maltrakterede hest blev sent lørdag aften fundet på stranden ved Tisvildeleje - lige i nærheden af Camilla Plums sommerhus. Hestens hoved var blevet skilt fra kroppen, og dyrets indvolde lå et stykke væk.

Nordsjællands Politi skrev allerede søndag i en pressemeddelelse, at der var et personsammenfald mellem hestens ejer og en af de tre personer, der ifølge vidner trak af med den tre år gamle pony kort før dens død.

De tre personer sigtes for overtrædelse af dyreværnslovens paragraf 28. Den siger, at hvis man ved overanstrengelse, vanrøgt eller på anden måde behandler dyr uforsvarligt, straffes man med bøde, hæfte eller fængsel indtil et år. Har forholdet haft karakter af mishandling, er straffen også fængsel indtil et år.