Gudmundur Gudmundsson er normalt ikke den store joker. Han er en seriøs træner, der bruger de flete af døgnets timer på at studere sine kommende modstandere.

Men efter Danmarks OL-guld kunne han ikke lade være.

»Jeg skal hjem og se video nu. Nej, haha. Jeg tror næsten, at jeg bare skal hjem på mit værelse og nyde det i fred og ro. Jeg tager måske en øl eller to," sagde Gudmundsson med humoristisk henvisning til sit ry som opslugt håndboldvideonørd.

Den danske landstræner blev meget rørt, da »Der er et yndigt land« blev spillet i Future Arena i Rio, og hans spillere stod øverst på podiet og sang med.

»Jeg synes bare, at det er så stort. Jeg er utroligt stolt over, at Danmark har oplevet det her. Jeg er også stolt som træner over, at være en del af det her hold. Så det var bare mine følelser, jeg ikke kunne kontrollere der. Jeg er bare så glad for, at det lykkedes os at gøre det her. OL er jo det største," sagde Gudmundsson.

OL er det største. Og derfor har det også været et tema, at Danmark end ikke har nået en semifinale i turneringen. Det er sket i år, og guldet skal med hjem til Danmark. Det har ikke mindst Gudmundur Gudmundsson stor fortjeneste af, mener Niklas Landin.

»Han har hele tiden været god til at få os sat op til kampene. Han har gjort meget ud af at sørge for, at vi forstod, at det ikke var godt nok endnu, og han har hele tiden forsøgt at gøre os bedre. Og så er han jo dybt seriøs. Uanset hvornår på døgnet det er. Jeg må sige, han har arbejdet virkelig hårdt for det her. Hvis vi har spurgt efter ham, så har vi godt vidst, hvor han var. Så har han siddet foran sin computer inde på værelset og arbejdet. Han har forberedt sig utroligt godt. Men i samarbejde med spillertruppen. Han er blevet bedre til at lytte til os,« siger Niklas Landin.

Gudmundur Gudmundsson står nu som den store helt efter et VM, hvor de fleste havde forventet en fyring, hvis han ikke var kommet videre fra kvartfinalen. Det har dog aldrig rigtig fyldt noget hos den arbejdsivrige islænding.

»Jeg har aldrig tænkt på presset. Jeg er ikke lettet. Man har spurgt mig om det efter kvartfinalen og semifinalen. "Er du lettet?". Nej, jeg føler mig ikke lettet. Der kommer altid nye opgaver, og dem går jeg ind i. Så man kan ikke tale om lettelse. Jeg er motiveret efter at tage den her. Det er vindermentalitet,« sagde Gudmundsson.

Danmark har ikke slået Frankrig i en betydende kamp siden 2007. Det er verdens bedste landshold gennem 10-15 år, der blev slået. Det gjorde bare den danske præstation endnu større.

»Det er en utrolig stor præstation. Jeg tror, at hele håndboldverdenen havde regnet med noget andet. Vi var ikke favoritter i det her opgør. Det kan alle skrive under på. Men hvis du er modig nok, har forberedt dig godt nok, har den rigtige strategi og de rigtige spillere, som vi har, så er alt muligt. Spillerne har vist en utrolig stor moral og vilje hele tiden. Jeg er meget taknemmelig for deres arbejde. Det glemmer jeg aldrig,« siger Gudmundsson.