KOMMENTAR

Ordet ’eksportmarked’ er et af den slags ord, jeg normalt kun hører, mens jeg febrilsk leder efter fjernbetjeningen i en af sofaens mange sprækker og derfor ikke når at skifte kanal, inden Nyhederne bliver til TV2 Finans.

Men de seneste to dage har BT beskæftiget sig med netop dét. Eksportmarkedet. Ikke set ud fra, hvordan Lego og Novo Nordisk klarer sig. Nej, set ud fra hvordan Superliga-spillerne og klubberne klarer sig, når de sælges eller sælger til det store udland.

Og hvordan går det så? Hver anden Superliga-spiller, der skifter til en klub i en af Europas ti store ligaer, slår sig igennem til en stamplads. Det er bedre end vores naboer i Norge og Sverige. Men er det godt nok? Som Morten Olsen sagde i gårsdagens BT, er det fint – men det kan blive meget bedre.

For at danske spillere kan få større succes uden for den trygge og niveaumæssigt tilforladelige Superliga, kræver det naturligvis stor ansvarlighed og hårdt arbejde fra spillerne selv, deres agenter og de købende klubber. Det er her, hovedansvaret ligger. Men de sælgende klubber er også en del af ligningen.

Her har Esbjerg vist vejen for de andre danske klubber. Den vestjydske klub har ikke bare vist sig som dygtig udvikler af salgbare spillere og kyndige købmænd med salg af profiler som Peter Ankersen, Kian Hansen og Martin Braithwaite. Man har også vist sig som en lidt klogere af slagsen.

Der findes næppe klubber i det danske Superliga-landskab, der er ligeglade med, hvem de sælger deres spillere til. Dertil er den sociale ansvarlighed for dybtliggende og de økonomiske incitementer for store. Det kan derfor ikke tælles på fingrene, hvor mange gange jeg har hørt en sportsdirektør sige, ’det skal også være det rigtige sted for spilleren’ inden et forestående spillersalg.

Når Esbjerg er det store fyrtårn, er det fordi, klubben har formået at udvikle dygtige spillere med specielle spidskompetencer. Men man har også udviklet modne, voksne mennesker, inden man på det rigtige tidspunkt har solgt dem videre til klubber, der rent niveaumæssigt har været lige i øjet.

Selvfølgelig kunne FCK ikke sige nej, da Cardiff kom efter Andreas Cornelius, og AaB stod samme sted, da Aston Villa ringede. For både klubber og spillere var det noget, der ’skulle prøves’. Sådan er det i en fodboldverden, hvor økonomi spiller den store hovedrolle, og den hurtige gevinst ofte er mere interessant end den langsigtede.

Esbjergs gennemtænkte spillersalg fortjener anerkendelse. Klubben har tændt det lange lys, og det giver pote. Både i form af et bedre image og en dertilhørende større tiltrækningskraft for nye spillere. Men også i form af økonomiske gevinster gennem klausuler  bundet i halen på Ankersen, Hansen og Braithwaite. Begge dele vil løfte Esbjerg som klub.