Malmö FF kunne have vundet aldrig så mange kampe under Allan Kuhns ledelse. Han var under alle omstændigheder blevet fyret.

At klubben endte med at vinde guld med et forspring på seks point til de nærmeste konkurrenter, hjalp således ikke den 48-årige dansker..

»Vi har ført samtaler med flere kandidater i løbet af efteråret. Vi endte så med at vælge Magnus Pehrsson,« sagde Malmö FFs administrerende direktør, Nicklas Carlnén på et pressemøde onsdag, hvor klubben præsenterede den tidligere AaB-træner.

Ifølge Aftonbladet mødtes Nicklas Carlnén og Magnus Pehrsson første gang 18. oktober. Det var en måned inden, Allan Kuhn blev fyret som træner.

»Når det gælder Allsvenskan, er ambitionen klar. At vinde guld igen er det eneste, der tæller. Når det gælder Europa, kommer det hele meget an på lodtrækningen,« sagde Nicklas Carlnén.

Malmö FFs sportschef, Daniel Andersson, sagde om Allan Kuhn:

»Ham mener jeg ikke, der er nogen grund til at tale mere om. Vi ser fremad.«

»Vi har valgt Magnus Pehrsson, fordi han har erfaring som træner. Han er struktureret, han er tydelig i forhold til, hvad han vil, og han vil udvikle sig. Det er gode egenskaber at have som træner,« tilføjede Daniel Andersson.

Magnus Pehrsson kommer fra et job som træner for Estlands landshold.

»Det her er et job, som de fleste svenske trænere drømmer om. Malmö FF vil spille offensiv fodbold med en god balance. Jeg glæder mig til at kunne udføre mine ideer med nogle bedre spillere end hidtil,« sagde den 40-årige Magnus Pehrsson.