Den svenske træner Magnus Pehrsson er den nye erstatning for Allan Kuhn i Malmö FF, efter den danske træner i sidste uge fik en fyreseddel. Han overtager igen en trænerpost efter Allan Kuhn, som han også gjorde i AaB tilbage i sæsonen 2008/2009.

Magnus Pehrsson har før overtaget et hold fra Allan Kuhn, og sidste gang blev det ikke den store succes. Han blev nemlig blot 18 måneder senere fyret, fordi resultaterne udeblev.

Men Magnus Pehrsson peger nu fingeren tilbage på AaB i et interview med svenske Fotbollskanalen. Han mener, det var klubbens skyld, han ikke kunne gøre sit arbejde ordentligt.

»I Aalborg var økonomien et kæmpe luftkastel, så et halvt år efter, jeg kom til, var otte spillere fra startopstillingen forsvundet. Man havde et helt imperium, som ikke var noget værd, med ishockey, håndbold, restauranter, hotel og så videre, så det var ikke en storklub et halvt år efter, jeg kom dertil. Der fandtes der pludselig meget få penge og næsten kun gæld,« siger den nye Malmö-træner.

Svenskeren mener, at han brugte for meget tid på de ting, der var udenom, i stedet for kun at fokusere på fodbolden.

»Det var en trænertid, hvor jeg var frustreret over, at det ikke fungerede ordentligt. En lektie, for jeg var ikke ordentligt fokuseret,« siger Magnus Pehrsson til Fotbollskanalen

Inden han blev præsenteret i Malmö FF, var Magnus Pehrsson træner for Estlands landshold. Han startede i AaB i februar 2009, og blev fyret i oktober året efter. Her blev han erstattet af tidligere Brøndby-træner Kent Nielsen.