En fuld nordmand skabte så meget ravage, da han i januar var om bord på et Norwegian-fly på vej til Thailand, at piloten fik nok og satte ham af i Polen.

Der er visse ting, det er dumt at gøre, når du skal ud at flyve. For eksempel må du ikke stå i check-in-skranken og sige, at du har en bombe i tasken. Og som du kan læse i denne historie, er det også usandsynligt dumt at drikke sig fra sans og samling, når du sidder på flyet.

Det sidste måtte en 50-årig nordmand sande, da han sidste vinter forsøgte at flygte fra den norske sne og kulde og søge varmen i det eksotiske Thailand.

Det skriver den norske avis Aftenposten.

Allerede da han steg om bord, var manden lakket godt til, og da flyet var i luften, fortsatte han med at drikke alkohol, som han selv havde taget med.

Efter kort tid var manden så fuld, at han var en pestilens for sine medpassagerer. Både andre passagerer, en pilot som rejste privat og en af piloterne på flyet prøvede at tale ham til rette, men han var ligeglad og fortsatte med at drikke.

Til sidst så stewardesserne sig nødsaget til at flytte de passagerer, der sad rundt om ham og placere nogle store stærke mænd rundt omkring ham for at lægge en dæmper på ham.

Da flyet var over Ukraine, fik kaptajnen nok. Han vendte flyet og satte kursen mod Polen. Da flyet landede i Warszawa, blev han hentet af fem svært bevæbnede og maskerede politifolk, som slæbte den umulige passager med sig, efter de havde skudt ham med strømpistol.

Derefter kunne flyvet - flere timer forsinket - fortsætte til Thailand.

Det var en noget mere afdæmpet mand, der mødte op i byretten i den norske by Asker i sidste uge. Her var han tiltalt for at have fremsat trusler, som fremkaldte alvorlig frygt hos de andre passagerer. Han havde nemlig truet med at dræbe flere af dem.

»Vil du dø, din djævel,« havde han sagt til en af dem.

I retten erkendte han sig skyldig, selv om han tilstod, at han intet kunne huske fra turen.

Dommen lød på 21 dages ubetinget fængsel. Derudover blev han dømt til at betale sagsomkostningerne på 2000 kroner.

»Flysikkerheden er vores første prioritiet, og vi har nul-tolerance over for opførsel, som kan sætte vores medpassagereres og besætnings sikkerhed i fare. Denne sag viser, at vores kolleger, som var på denne flyvning, har fulgt procedurerne og gjort et godt job for at varetage alles sikkerhed,« lyder det i den kommentar til dommen fra Norwegian.