Sundhedsmyndighederne i Canada har placeret en mand i isolation på et hospital, efter han vist symptomer på at være smittet med den dødelige ebola virus.

Den frygtede virus medfører ofte voldsomme blødninger fra alle kropsåbninger, og der er endnu ingen kur mod sygdommen, så dødeligheden er meget høj.

Mandens familie er samtidig sat i isolation i Saskatchewan-provinsen i det vestlige Canada, oplyser AFP.

Der er endnu ikke stillet en diagnose på manden. Det ventes at ske senere tirsdag.

»Alt vi ved i øjeblikket er, at en person, der er kritisk syg er rejst fra et land, hvor denne sygdom findes,« siger Dens Werder, direktør for sundhedsmyndighederne i Saskatchewan-provinsen.

Den pågældende patient udviklede først symptomerne efter at være ankommet til Canada og har derfor ikke været specielt smittefarlig under rejsen.

»I inkubationsperioden er man ikke særlig smittefarlig,« siger Dens Werder.

Ebola har i de seneste uger kostet omkring 60 personer livet i det vestafrikanske land, Guinea, men også i nabolandet Liberia, er der nu rapporteret om tilfælde.

Alt efter hvilken variant af ebola virus, der er tale om, er dødeligheden hos de smittede på mellem 25 og 90 procent.

Ebola smitter gennem direkte kontakt til blod, afføring og sved eller via ubeskyttet sex med en virusramt.

De dødelige virus blev første gang registreret i 1976 i Den Demokratiske Republik Congo og forårsager muskelsmerter, opkastning, diarre, organsvigt og blødninger.