Regeringen i det vestafrikanske land Guinea har lørdag bekræftet, at det er den frygtede Ebola-virus, der har dræbt mindst 59 personer i landet, siden et udbrud af virussen ramte Guinea 9. februar.
Det skriver BBC News, der også citerer Guineas regering for at oplyse, at virussen kan have spredt sig til nabolandet Sierra Leone.
»Det ligger nu helt fast, at det er Ebola. Det bekræfter et laboratorium i Lyon, Frankrig,« siger regeringstalsmand Sakoba Keita til BBC.
Flere verdensomspændende sundhedsorganisationer melder lørdag ud, at de vil øge indsatsen for at hjælpe Guinea i kampen mod Ebola. I alt er der 33 tons medicin og isolationsudstyr på vej mod det afrikanske land fra Belgien og Frankrig.
»Vi har brug for hjælp. Vi kæmper med alle midler, der er til vores rådighed, men det er en svær kamp,« siger Sakoba Keita til BBC.
Der er ingen kendt kur eller vaccine mod den meget smitsomme sygdom, der smitter via tæt personlig kontakt mellem mennesker. Dødsraten ligger på op mod 90 procent hos de personer, der bliver smittet med virussen. Det er første gang, at sygdommen registreres i Guinea, og den findes oftest i Den Demokratiske Republik Congo, Uganda og Sydsudan.
Sundhedsmyndighederne i Sierra Leone arbejder på at finde ud af, om der har været registrerede tilfælde af Ebola i landet.