Den 27-årige Abdelhamid Abaaoud er angiveligt hjernen bag det frygtelige terrorangreb i Paris fredag aften.
Det oplyser en talsmand fra de franske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AP, skriver independent.co.uk samt flere andre udenlandske medier.
Manden, der er belgisk statsborger, har angiveligt tidligere stået bag togulykker og terrorangreb på kirker.
Han er angiveligt en af de mest aktive IS-tilhængere.
Ifølge AP skulle han angiveligt være fra bydelen Molenbeek i Belgien, der ifølge lokale medier er kendt som en 'terrorist-rede'. Lørdag foretog politiet flere anholdelser i Molenbeek, og mandag morgen skulle politiet have ransaget en bygning nær en moske i bydelen.
Mindst en af de andre navngivne terrorister, Brahim Abdeslam, bag angrebet skulle have forbindelser til Abaaoud. De skulle være blevet nævnt sammen i kriminalsager fra 2010 og 2011, og boede begge i Molenbeek.
Massedrab i Paris: Så tætte forbindelser har gerningsmændene til Belgiens 'terrorist-rede'
Molenbeek er kendt for tidligere at have huset terrorister, der har været med til tidligere større terrorangreb, som for eksempel Madrid-bomberne i 2004. Og også i januar i år, da belgisk politi afværgede en større terroraktion i Belgien, var der forbindelse til Molenbeek.
En ekspert i terrorgruppen IS, Charlie Winter, siger til The Independent, at Abaaoud passer med den profil, som planlæggeren bag angrebene kan have:
»Han er præcis den type person, som vi ville forvente kunne planlægge sådan noget her,« siger han og tilføjer, at det er usandsynligt, at en person uden erfaring med tidligere terrorangreb kunne have stået bag fredagens tragedier, der involverede syv gerningsmænd, flere gerningssteder og et større antal våben.
Terrorangrebene, som Abaaoud angiveligt stod bag, kostede 129 mennesker livet, mens flere hundrede er sårede. Værst gik det ud over koncertstedet Bataclan, hvor bandet Eagles of Death Metal spillede, da terrorister trængte ind og begyndte at skyde løs, hvorefter de detonerede tre selvmordsbomber.
Mindst 80 personer, der var tilstede i Bataclan, mistede livet som følge af terrorangrebene.

