Mexicanske Michelli Gil Jáimez var lykkelig og fuld af drømme om fremtiden. Om bare tre måneder skulle hun have været gift med sin italienske forlovede, som nu sidder knust tilbage efter at terroristerne skød hende med koldt blod under angrebet i Paris i fredags.

Den italienske musiker med kunstnernavnet FI LO kigger på Michelli Gil Jáimez med øjne som stråler af kærlighed. Hun havde netop sagt ja til hans frieri. Billedet havde parret lagt op på Facebook i anledningen af at de var blevet forlovet den 26. oktober. Allerede i starten af 2016 skulle brylluppet stå, og Michelli levede ifølge vennen Gabriel Mejía på en lyserød sky med udsigten til et langt liv sammen med sit livs kærlighed.

»Sidste gang vi talte sammen, var hun lykkelig og fuld af drømme af fremtiden,« siger han til det mexicanske medie Excelsior.

Men alt det blev taget fra dem under terrorangrebet på Paris i fredags. Michelli var på arbejde på baren La Belle Equipe kl. 21.40, da terrorister pludselig gik ud af en bil og begyndte at skyde løs mod barens terrasse.

Så snart hendes venner og familie hørte om angrebet og ikke kunne få kontakt til Michelli, begyndte de at søge oplysninger om hende på Twitter.

Læs også: Anonymous erklærer krig mod IS: 'I skal vide, at vi ikke lader jer slippe'

Kl. 22.48 skrev hendes forlovede FI LO, at han havde det godt, men man fornemmer tydeligt, at også han var urolig for sin elskedes skæbne.

»Jeg har det fint. Tak alle sammen, jeg har brug for at have linjen åben.«

Læs også:

Desværre var den besked, han fik lamslående. Michelli var hårdt såret og overført til hospitalet. Lørdag blev det bekræftet at hun var afgået ved døden. Samme aften skrev FI LO en kort, men hjerteskærende sidste hilsen til sin forlovede på Facebook.

»Jeg elsker dig min elskede. Hvil i fred.«

Læs også:

Michelli Gil Jáimez blev født i den mexicanske by Tuxpan, men boede det meste af sit alt for korte liv i storbyen Puebla, hvor hun studerede international marketing på universitetet. Det var her, hun blev venner med Gabriel Mejía gennem hans nuværende kone.

»For min kone var hun som den søster, hun aldrig fik, fordi de var roommates i Puebla. Om Mich (Michelles kælenavn, red.) kan jeg sige, at hun var den slags person, som altid var klar til at hjælpe andre,« skriver Mejía på Facebook.

I 2008 flyttede hun til Paris for at fortsætte sine studier. Her mødte hun FI LO, som Michelli skulle have været gift med om blot tre måneder. På hans Facebook-profil strømmer det ind med kondolence fra familien og vennerne, der ligesom han er fuldstændig knuste over Michellis tragiske død.