Astana-kaptajn Vincenzo Nibali smed kyskhedsbæltet overbord og kastede sig ud i stårslået offensiv, der sikrede den italienske Tour-udfordrer førertrøjen i Criterium Dauphiné, mens eks-verdensmester Rui Costa tog sig af etapesejren.
Nedtællingen til årets Tour de France rammer lørdag præcis tre uger. Og det, der ligner årtiers mest spændende rivegilde med fire store etapeløbskanoner, fik tilført masser af energi på sjette etape af det vigtige Tour-forberedelsesløb Criterium Dauphiné.
På en regnvåd dag storsatsede Vincenzo Nibali med et af de angreb, der giver cykelsportsromantikere våde øjne og svimlende syner. Sammen med et giftigt sjak med navne som eks-verdensmester Rui Costa, den spanske klassikerhaj Alejandro Valverde og det franske stortalent Tony Gallopin, åbnede Nibali ballet 100 km fra målet i Villard-de-Lans.
Det var et angreb, ikke mange havde set komme. Da slet ikke BMC med Tejay van Garderen i den gule førertrøje eller den dobbelte Criterium Dauphiné-vinder Chris Froome og hans ellers hårdt pumpede Team Sky-mandskab.
Typisk for en dag, hvor seks bjerge skabte mulighed for offensiv kørsel i fransk sommerregn, kørte Nibali og kumpanerne med en strategi, hvor angsten for at tabe aldrig fik bugt med begæret efter at vinde. Den stærkt besatte offensiv holdet hele vejen til mål med Nibali som en uudslukkelig motor, som dog til sidstte måtte strække gevær mod portugiseren Rui Costa.
Astana-kaptajnen, der torsdag måtte opgive at følge med de bedste, kunne krone en stor dags arbejde med den gule førertrøje, 29 sekunder foran Costa og yderligere et sekund til Valverde.
Criterium Dauphiné slutter søndag og kampen om den samlede sejr er stadig åben. Lørdag skal feltet således tackle opkørslen til Mont Blanc og endnu en skiftedag for den gule førertrøje kan meget vel ligge i kortene på endnu en dag, der inviterer til angrebsiver og storoffensiv.
Trods den store prestige, der hviler over Criterium Dauphiné, holder de store etapeløbskanoner en del af krudtet tørt frem mod Tour de France, der indledes 4. juli i Utrecht med Vinccenzo Nibali, Chris Froome, Nairo Quintana og Alberto Contador som hovedrolleindehavere.