Natten til fredag var 21-årige Jonas Hedegaard Hansen i byen med sine soldaterkammerater i Holstebro. Siden har ingen set ham.
Han blev sidst set gående fra Tobaksfabrikken mod Buddy Holly i Holstebro. Fredag skulle han være dukket op til en aftale i København, men han kom aldrig. Det fik Jonas' familie til at slå alarm.
Jonas Hedegaard Hansen er 170 cm høj og vejer 75 kilo. Han har blond hår og bærer skæg. Da han forsvandt, var han iført en sort læderjakke og en Captain America t-shirt med en sort skjorte udenpå.
Flere af Jonas' venner har kørt rundt og ledt efter ham i Holstebro, og hans far har været forbi hans lejlighed. Men uden held.
Heller ikke hos Midt- og Vestjyllands Politi har de spor af Jonas Hedegaard Hansen, som nu er meldt savnet.