Mit lille firma ITXpress A/S i Tjele ved Viborg har på det tidspunkt eksisteret i to år, og da jeg er eneaktionær er det helt afgørende, at der er fuldstændig styr på regnskabet. Skattefolkene får udleveret mine regnskaber, og efter en grundig gennemgang kan de konstatere, at alt er fuldstændig efter reglerne. De spørger så, om der er nogle køretøjer i virksomheden, og jeg viser dem vores varebil, en Toyota Corolla fra 2003. Hele bagagerummet er proppet med et stort reolsystem til it-materiale og værktøj, så jeg kan ikke bruge varevognen til andet end arbejde.

De spørger om mit kørselsmønster - især kørsel mellem arbejde og privat, og jeg svarer, at jeg har varevognen med hjemme, når jeg har tilkaldevagter. Når kunder har it-problemer, er det nødvendigt at kunne rykke ud på alle tidspunkter af døgnet.

Er det bare en almindelig arbejdsdag kører jeg i min egen private Toyota Avensis.

Til min store glæde smiler begge skattefolk og siger, at alt ser ud til at være helt i orden, og med sindsro kunne jeg fortsætte min arbejdsdag.

Et par måneder efter får jeg en rudekuvert fra Skat. Jeg tænker, at det må være en bekræftelse af, at regnskabet i min virksomhed var i orden. Men da jeg åbner kuverten, var jeg lige ved at falde bagover.

Skat kræver nu, at jeg beskattes af fri bil for de seneste tre år, så jeg af min egen private økonomi skal betale 110.000 kr. i restskat og derudover skal jeg betale moms svarende til 40.000 kr.

I brevet står, at jeg havde oplyst Skat, at jeg havde brugt bilen dagligt mellem privat og arbejde, og derfor skulle jeg beskattes af værdien.

Jeg kontakter de to medarbejdere igen for at fortælle, at jeg netop ikke brugte varevognen privat, men de to ’rådgivere’ står fast på deres påstande, og det er op til mig at bevise, at den ikke har kørt privat.

Personligt var jeg i dyb krise, fordi jeg netop har været hysterisk angående kørsel i bilen og ALDRIG havde kørt privat i den. Nu bliver jeg kriminaliseret med en økonomisk øretæve, som er meget voldsom for mig og min virksomhed.

Jeg klager i februar 2010 til direktøren for Indsats i Skat Nordjylland Steen Hjelm Christensen over afgørelsen. Men han svarer, at ’Skat har behandlet dig i overensstemmelse med Skats retningslinjer’, hedder det i svaret.

Jeg kunne ikke gøre andet end at kontakte min bank og forklare, at jeg nu ville blive hårdt spændt for i nogen tid, og så betalte jeg regningen.

Jeg var dog stadig fuldstændig overbevist om, at Skat havde bevisbyrden for, at jeg havde brugt vognen privat, så selv om jeg næsten ikke kunne overskue et nederlag økonomisk, besluttede jeg at prøve sagen ved Landsskatteretten.

Jeg klagede til Landsskatteretten, der slog fast, at Skat slet ikke havde nogen beviser for, at varevognen var brugt privat, og derfor fik jeg fuldt medhold.

- Da Skat ikke har foretaget en egentlig observation af, at den omhandlede varebil har været benyttet privat, finder Landsskatteretten at måtte lægge det af klageren oplyste om, at bilen kun er medbragt til den private bopæl i forbindelse med vagtordning eller kørsel til kunder den næste dag, til grund. Skat har således ikke godtgjort, at den omhandlede varebil har været benyttet privat, og de påklagede ansættelser nedsættes derfor til 0 kr, står der i kendelsen.

Havde Skats medarbejdere dog bare lyttet til mig fra begyndelsen, så var sagen aldrig blevet så dyr og tidskrævende.

Det værste er dog, at Skat har vist så lidt vilje til at lytte. Direktøren for Skat Nordjylland har fuldkommen afvist min klage, selv om jeg havde ret hele vejen igennem. Jeg bliver helt trist til mode på vegne af alle dem, der bliver uskyldigt dømt af Skat og ikke har overskud eller penge til at føre en opslidende sag hele vejen til tops.

Skat er forelagt Leif Møllers sag, men har ikke nogen kommentarer.