Børn risikerer stress, hvis de opholder sig for længe på en institution i sommerferien, mens forældrene holder ferie alene. Det siger en erfaren børnepsykolog

Forældre der beslutter at sende deres børn på institution, mens de selv holder ferie. Det har været tilfældet i flere familier i den netop overståede sommerferie. Og det kan være et stort problem, lyder det fra den erfarne børnepsykolog John Halse.

»Når man som barn går i institution, svarer det til, når voksne går på arbejde. Vi holder ferie, fordi vi skal have nogle temposkift. Når man holder ferie, afstresser man. Det har børn også brug for, ellers kan det resultere i stress,« siger han.

»Symptomerne på stress hos børnene kan være, at de bliver sure eller aggressive - eller de kan trække sig helt ind i sig selv. Børnene kan også opleve svimmelhed eller få nervøse trækninger.«

Ifølge Kristeligt Dagblad viser en opgørelse over statistik i Børnehuset på Amager, at hvert fjerde barn under seks år har holdt mindre end tre ugers sommerferie. Den ferielængde, som voksne lønmodtagere har ret til.

LÆS OGSÅ:

Der har været splittelse i debatten om, hvorvidt forældre uden videre kan sende deres børn i institution, mens de selv rejser af sted på ferie eller cykler ned til den lokale strand. Spørgsmålet er, om børnene egentlig ikke har det fint med at være på institution i ferien og lege med vennerne.

»Der kan være et turbulent miljø på en institution. Det er et bombardement med lyd og social tilpasning, hvor man kæmper om at få nogle at lege med,« fortæller John Halse og fortsætter:

»I dag er det også et krav, at man skal lære noget i institution. Der er nogle målsætninger. Tilbage på bundlinjen står så, at børns manglende ferie og dermed temposkift kan have den konsekvens, at der bliver grundlag for stress.«

Hvis man som forældre vælger at holde ferie med børnene i hjemlige omgivelser, er det vigtigt, at man ikke arbejder samtidig. Det handler om god tilknytning, så børnene får mulighed for at opleve deres forældre fra andre sider, end de gør til hverdag. Forældrene skal finde balancen, så der er tid til hinanden.

»For 100 år siden sagde man, at børn også er en slags mennesker. Det vil man ikke nikke genkendende til i dag. I dag vil man sige, at børn ER mennesker,« fortæller John Halse.

LÆS OGSÅ:

Han siger, at det kan have nogle familiemæssige konsekvenser på sigt, hvis børnene ikke får lov at holde ferie med forældrene. Omvendt mener han også, at forældrene skal give plads til, at de kan holde tre-fire dages sommerferie uden børn.

»Men man skal råbe vagt i gevær, hvis det tager overhånd,« forklarer John Halse.

Hvis man skal forebygge stress hos børn, er det vigtigt, at de får nogle tidslommer, hvor det kører lidt langsommere, og hvor de kan gøre nogle andre ting.