Præsten fra Tømmerup har angiveligt sagt til en 13-årig pige, at han ville giftes og have børn med hende. I tirsdags indrømmede han i retten, at han har haft et seksuelt forhold til den mindreårige pige.
Forældrene til den 13-årige pige, som er blevet seksuelt misbrugt af en sognepræst fra Tømmerup ved Kalundborg på Vestsjælland, blev dybt chokerede, da det gik op for dem, hvad deres datter lavede under sine mange besøg i den lokale præstegård.
Først for nylig gik det op for dem, at deres datter har været totalt forblændet af den lokale sognepræst og ikke nok med det: Hun har også haft et seksuelt forhold til ham. Et forhold som ifølge Ekstra Bladet først blev afsløret, da politiet fandt billeder af seksuelt karakter, hvor pigen er fotograferet i præstens soveværelse, på hans mobil.
Præsten, 46-årige Dan Peschack, har været præst i Tømmerup de seneste 12 år. Han er et kendt ansigt i lokalområdet og kendt for sit gode forhold til egnens unge, hvoraf mange af dem er kommet jævnligt i hans hjem.
23. juni blev han anholdt, varetægtsfængslet og sigtet for overgreb på en 12-årig dreng. Hurtigt derefter brød den 13-årige pige sammen og tilstod, at hun havde haft et seksuelt forhold til præsten. Peschack har siddet varetægtsfængslet siden, og tirsdag indrømmede han i retten, at han havde haft samleje og anden seksuel omgang med pigen. Derimod nægtede han overgrebene på den 12-årige dreng.
Pigen har gået til konfirmationsforberedelse hos præsten, og i foråret konfirmerede han hende. Derfor fattede hendes forældre i første omgang ikke mistanke, da pigen begyndte at besøge præsten oftere og oftere.
Selv om pigens storesøster synes, at der var noget underligt ved hendes forhold til præsten, og skolen begyndte at klage over, at pigen pjækkede fra undervisningen, var det først, da præsten blev anklaget for overgrebet på en dreng, at den grusomme sandhed gik op for forældrene.
De mener, at præsten har manipuleret med deres datter og blandt andet fortalt hende, at han ville giftes og have børn med hende.
Det fremgår af et interview med pigens mor, som den lokale tv-station, TV-Kalundborg, har lavet.
»Han har været dygtig til at manipulere med hende – og med os og alle andre for den sags skyld. Hun er stadig forblændet af ham, hun troede, at hun var den eneste ene for ham. Han har sagt til hende, at de skulle giftes og have børn. Da den anden drengs far træder frem og anklager Dan, er Anna (TV-Kalundborgs dæknavn for den 13-årige pige) derfor af den overbevisning, at han lyver, for hun var jo forelsket i ham. I dag er hun nogle dage ked af det hele, ønsker ham i fængsel, og andre dage føler hun, at det er hendes skyld. Det har været sindssygt hårdt for os alle. Man vælger jo at tro det bedste om folk, og ja vi har måske været naive, men vi er jo ikke de eneste, der har ladet os narre af ham,« siger moderen til tv-stationen.
Ifølge sigtelsen, som den lokale avis Nordvestnyt har fået aktindsigt i, skulle landsbykirkens præst have misbrugt flere børn fra lokalområdet seksuelt. Han er sigtet for flere gange at have opfordret til og gennemført seksuelle seancer med brug af Nutella, fødeskum, isterninger og glidecreme. Han skulle også have betalt for seksuelle ydelser og opfordret en dreng til at sende nøgenbilleder af sig selv.
Dan Peschack har siddet varetægtsfængslet siden juni, hvor sagen mod ham begyndte at rulle. Tirsdag fik han ved Retten i Holbæk forlænget sin varetægtsfængsling til den 18. oktober.
Helt ekstraordinært valgte retten - efter politiets ønske - at hæve navneforbuddet i sagen. Det skete med henblik på at tilskynde andre mulige ofre til at stå frem. Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer til, at forældre, som gennem samtaler med børn får opfattelse af, at der er noget galt, meget gerne må rette henvendelse til politiet.
Det er ikke første gang, den mistænkte præst sættes i forbindelse med seksuelle overgreb på børn. Allerede i 2011 blev han sat i forbindelse med seksuelle overgreb mod mindreårige i det fattige østeuropæiske land Moldova, har Berlingske afsløret.
Midt- og Vestsjællands Politi efterforskede dengang sagen, men præsten nægtede, og der blev ikke rejst tiltale. Præsten fortalte selv sin provst om sagen, men da der ikke blev rejst tiltale, orienterede provsten ikke sin biskop om sagen.
Da sagen begyndte at rulle, valgte præsten selv at sige sit job op.