Lukas Spalvis scorede mål for AaB, da holdet slog Lyngby ud af DBU Pokalen. Siden blev han udvist.
Superliga-topscorer Lukas Spalvis vil nok tænke tilbage på pokalsejren på udebane over 1. divisions tophold, Lyngby, med blandede følelser.
Midtvejs i anden halvleg var det ham, der udbyggede den AaB-føring, som Kasper Pedersen havde sørget for i første halvleg, således at AaB var foran 2-0.
Men små ti minutter senere blev litaueren sendt tidligt i bad, da han brokkede sig over en forkert frisparks-kendelse fra linjedommeren.
Det røde kort betød en hektisk afslutning, hvor AaB skulle forsvare føringen hjem.
Det lykkedes for nordjyderne, selvom Lyngbys Jens Odgaard fik bragt spænding om udfaldet ved at reducere til slutresultatet 1-2 tre minutter før tid efter opspil i hjemmeholdets venstre side.
AaB er den klub, der har tabt flest pokalfinaler i turneringens historie - nemlig otte. Det er dog også lykkedes at vinde turneringen tre gange. Sidste gang var i 2014, hvor AaB vandt The Double.