Sønderjyske er klar til kvartfinalerne i DBU Pokalen. Onsdag vandt Superliga-klubben med 6-2 på udebane over Greve fra Danmarksserien.
Med de klare cifre 6-2 vandt Sønderjyske onsdag eftermiddag over Greve i DBU Pokalen, og dermed er Superliga-klubben klar til forårets kvartfinaler.
Thomas Dalgaard åbnede målscoringen efter et lille kvarter på oplæg fra Andreas Oggesen, og samme Thomas Dalgaard fordoblede føringen fire minutter senere.
I anden halvleg var Thomas Dalgaard i oplæggerens rolle, da uganderen Emmanuel Okwi gjorde det til 3-0, men minuttet efter reducerede Christian Larsson for hjemmeholdet.
Emmanuel Okwi sørgede dog hurtigt for et mål til 4-1, og dermed var spændingen om udfaldet forbi.
Jeppe Simonsen scorede alene med målmanden til 5-1, inden Mikkel Hedegaard øgede til tenniscifrene 6-1.
Det lykkedes til sidst for Nikolaj Clausen at reducere direkte på frispark, men det var og blev et trøstmål for Greve, der altså ligesom sidste år røg ud i ottendedelsfinalen. Dengang skete det efter nederlag til de senere vindere fra FC København.
Sønderjyske har aldrig været i finalen i DBU Pokalen, men i sidste sæson nåede holdet semifinalen, hvor holdet imidlertid tabte til FC Vestsjælland.