Sepp Blatter er blevet udskrevet fra det hospital, hvor han forleden blev indlagt med ’et mindre nervøst sammenbrud'.

Det meddeler den suspenderede FIFA-præsidents talsmand, Klaus Stölhker, til Reuters TV:

»Han måtte blive et par dage på hospitalet, men han er ude igen og hjemme i Valais. Han er glad og slapper af i et par dage indtil begyndelsen af næste uge: Og så er han tilbage igen,« lyder det fra Klaus Stölhker.

Den oprindelig udmeldingen umiddelbart efter Sepp Blatters indlæggelse lød ellers på, at han skulle blive på hospitalet indtil på tirsdag i næste uge.

Sepp Blatter har inden for den seneste uge været igennem en række stress-test, samtidig med at han kæmper mod sin 90 dage lange suspendering. Han står blandt andet over for anklager om at have udbetalt et stort millionbeløb til UEFA-præsident Michel Platini.