Før dagens københavnerderby svarer FCK-manager Ståle Solbakken og Brøndby-træner Thomas Frank på næsvise påstande fra BT set i lyset af et New Firm uden fordums guldglans.
Her Ståle Solbakken:
Det nuværende FCK-hold er markant svagere end de store årgange fra 2006 og 2010?
»Det er svagere, men kan blive lige så godt. De to store årgange, som du kalder dem, var blevet gradvist bygget op over to-tre år. Det hold, vi har nu, har været sammen i fire måneder, så det er tydeligt, at der stadig er et stykke vej at gå, før de er oppe på niveau. Med de rigtige beslutninger omkring holdet kan det blive lige så godt som de hold, der gjorde det så godt i Champions League.«
FCKs bestyrelse kalkulerer med både Champions League og mesterskab, er det ikke utroværdigt?
»Den slags går i faser. Aktuelt ser det svært ud, men om et år er det det måske ikke. Vi skal have store målsætninger i FCK, og de skal endda helst være ultimative. Derfor skal vi selvfølgelig genvinde mesterskabet, og vi vil også meget gerne tilbage i Champions League. Det er ikke sandsynligt at klare det i første forsøg, men at vi kommer til at gøre det, er jeg ikke i tvivl om. Og derfor er det ikke utroværdigt.
Et dansk hold i Champions League-gruppespillet er en illusion med det niveau, der kendetegner den danske Superliga i disse år?
»Nej.«
Du er stagneret som træner siden din første regeringstid i klubben?
»Nej, tværtimod. Jeg er en meget bedre træner i dag. Blandt andet fordi jeg har fået mere erfaring fra et år i Bundesligaen. Jeg har bygget tre FCK-hold op, og jeg kommer til at bygge et fjerde, der er lige så godt som de foregående. Vi er syv måneder inde i processen, og vi bliver bedre. Jeg kan ikke se andet, end at jeg er en bedre træner i 2015, end jeg var, før jeg forlod FCK.«
Du var bedre beskyttet i det gamle FCK med en ledelsesstruktur, hvor Flemming Østergaard tegnede butikken udadtil, og hvor Niels-Christian Holmstrøm stod for at styre den sportslige sektor?
»Næh, man kan vende det om og sige, at da trængte jeg måske mere til beskyttelse i virkeligheden. Nu er jeg mere bevidst om de mekanismer, der er med til at styre en fodboldklub og har ikke helt det samme behov.«
FCK mangler kulturbærere i truppen?
»Ikke enig. Der er spillere, som er kommet tilbage til holdet, der bærer FCK-kulturen i dag, og så er der yderligere nogle, der er i fuld udvikling på den front. Zanka, Delaney, Nicolai Jørgensen og Christian Poulsen er det uden for banen. Vi har en desuden en del ledertyper i truppen.«
Det er nemmere at være træner i FCK end i Brøndby?
»Det er muligt. Men jeg har aldrig været træner i Brøndby, så det er svært at sige.«
Thomas Frank er den mest pressede træner af jer to lige nu?
»Sådan ser jeg ikke på det. Jeg kan forstå, at Jan Bech Andersen – den ’stærke mand i Brøndby’ – har sagt, at han bakker Thomas Frank op. Det, synes jeg, er fint. Der er tale om to klubber, som hver især har haft svært ved at leve op til forventningerne.«
New Firm er mindre vigtig nu, hvor FCM er blevet en magtfaktor i Superligaen?
»Forkert. Det er et derby, som lever sit helt eget liv, uanset om der er indbyrdes guldkamp eller ej. Vi har mødtes i en position som nummer syv og otte og alligevel trukket over 30.000 tilskuere i Parken. Det siger alt om kampens vigtighed hos vores fans.«
FCK går på banen som monsterfavorit mod et Brøndby-hold, der har fire karantæneramte profiler?
»Der er ingen storfavorit i et derby. Der vil altid være en vis udjævning alligevel på selve dagen, og nok må Brøndby undvære Dario Dumic, men i mine øjne er der ikke så stor forskel på ham og eksempelvis Martin Ørnskov. Kahlenberg er det største tab for Brøndby på dagen, men jeg tror stadig, det bliver en meget lige, tæt og intens kamp. Desværre, haha.«