Når FC København og Brøndby på søndag tørner sammen i Superligaen, er det to hold, der kæmper for at finde topformen. For FCK kniber det med at holde trit med førerholdet FC Midtjylland, og Brøndby bevæger sig længere og længere væk fra deres målsætning om en top 3-placering.

En udekamp i Telia Parken er i sig selv slem nok, men udover det må Brøndby-træner Thomas Frank også se bort fra vigtige spillere som Thomas Kahlenberg, Johan Elmander, Dario Dumic og Christian Nørgaard, der alle er ude med karantæne. Omvendt er eneste nævneværdige fravær hos FCK Bashkim Kadrii, der fortsat er ude med en skade.

BT har taget temperaturen på de to mandskaber før søndagens derby, og vi giver dem herunder karakterer fra 1-10, hvor 10 er bedst, ud fra form og de forventede startopstillinger.

-------------------------------------------------------

MÅLMAND

Stephan Andersen, FC København
Den danske landsholdsmålmand har været en sikker sidste skanse, siden han vendte hjem til Danmark i sommer. Godt nok har han mistet pladsen som Morten Olsens førstevalg mellem stængerne på landsholdet, men han har leveret imponerende 10 cleansheets og blot lukket 13 mål ind i sine 19 Superliga-optrædener i indeværende sæson.

Karakter: 8

Lukas Hradecky, Brøndby IF
En mand, der til gengæld ikke har mistet sin plads på landsholdet er Brøndbys finske målvogter. Hradecky har positioneret sig som en af Superligaens bedste målmand, først i Esbjerg og nu altså i Brøndby. I indeværende sæson har Brøndby lukket seks mål mere ind end FCK, men Hradecky har alligevel haft otte cleansheets.

Karakter: 8

-------------------------------------------------------

FORSVAR

FC København: Tom Høgli, Mathias 'Zanka' Jørgensen, Mikael Antonsson, Ludwig Augustinsson

FCK er - sammen med Randers - dét hold, der har lukket færrest mål ind i Superligaen. Blot 13 mål har de således indkasseret efter 19 kampe, og det skal i høj grad tilskrives deres solide forsvar. Zanka har fortsat store børnefejl i sit spil, og Pierre Bengtssons skifte til Mainz burde være en negativ ting, men tilgangen af Ludwig Augustinsson har i den grad begrænset skaden.

Karakter: 9

Brøndby IF: Johan Larsson, Daniel Agger, Martin Albrechtsen, Patrick da Silva

Der har været tvivl om Daniel Aggers fysik op til kampen, men Thomas Frank forsikrer, at han er spilleklar. Det er et kæmpe plus for Brøndby. Til gengæld må den opblomstrede forsvarspartner Dario Dumic sidde over med en karantæne, og det sender Martin Albrechtsen i spil. Nytilgangen Johan Larsson og unge Patrick da Silva har leveret fine præstationer i foråret.

Karakter: 7

-------------------------------------------------------

MIDTBANE

FC København: Youssef Toutouh, Thomas Delaney, Daniel Amartey, Danny Amankwaa

FCKs midtbane er en stor klump talentmasse. Helt fantastisk, når tingene kører for dem, men til tider kommer den manglende rutine til udtryk. Det giver sig selv, når det er den bare 23-årige Thomas Delaney, der kan bryste sig med den største erfaring, og så er han tilmed anfører. Sommertilgangen Daniel Amartey har til gengæld været eminent, og han går en stor fremtid i møde.

Karakter: 6

Brøndby IF: Ferhan Hasani, Lebogang Phiri, Martin Ørnskov, Andrew Hjulsager, Riza Durmisi

Brøndby er hårdt ramt af karantæner og især på midtbanen, hvor de må undvære Thomas Kahlenberg og Christian Nørgaard. Særligt fraværet af førstnævnte kommer til at kunne mærkes, da hverken Lebogang Phiri eller Martin Ørnskov er de store spilstyrere. Det åbner for en startplads til Andrew Hjulsager, og så ventes Ferhan Hasani tilbage i startopstillingen efter en kort skadespause.

Karakter: 5

-------------------------------------------------------

ANGREB

FC København: Andreas Cornelius, Nicolai Jørgensen

FCK-offensiven er alt andet end en velsmurt maskine, og de har således ikke fundet frem til nettet i de sidste 210 minutter. Og i den første kamp i forårssæsonen var det tilmed de to backer, der scorede FCKs mål. Så det er ikke to angribere med selvtillid, men begge besidder stadig et stort potentiale, og de har da også stået for knap halvdelen af FCKs mål i denne sæson.

Karakter: 7

Brøndby IF: Teemu Pukki 

Brøndby må se bort fra den bundrutinerede svensker Johan Elmander, da han tilrev sig et rødt kort efter at have sparket ud efter en FC Midtjylland-spiller i sidste spillerunde. Målansvaret ligger derfor hos finske Teemu Pukki, og det kan blive enten fugl eller fisk. Talentet er til at få øje på, men det er kun blevet til fem mål indtil videre i Superligaen.

Karakter: 6

-------------------------------------------------------

TRÆNER

FC København: Ståle Solbakken

FCKs norske succestræner har en fantastisk evne til at kunne sætte sit hold op til vigtige kampe, som opgørende mod Brøndby jo altid er. Han mangler endnu at bevise sit værd som manager med ansvaret for spillerindkøb, men hans taktiske kvaliteter kan man ikke sætte en finger på.

Karakter: 9

Brøndby IF: Thomas Frank

Thomas Frank har blot vundet en enkelt og spillet én uafgjort ud af fire møder med FCK. Men i alle kampe har han vist, at han også er i stand til at lægge en god taktik. Thomas Frank er en talentfuld træner og en god kommunikator, men han mangler stadig erfaring som seniortræner.

Karakter: 6

-------------------------------------------------------

MENTAL TILSTAND

FC København
Guldjagten har nået en kritisk fase, hvor FCK er under et stort pres, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at hente FC Midtjylland. En hjemmekamp mod et fraværsramt Brøndby-mandskab falder derfor perfekt for de sultne FCK-spillere, der for alvor skal vise, hvad de er gjort af. Straffesparks-avancementet i pokalen var også et mental boost oven på sidste uges nederlag til OB.

Karakter: 8

Brøndby IF
Brøndby-lejren melder optimistisk ud om forventningerne til kampen, men de mange karantæner har utvivlsomt sat sig i underbevidstheden. En udekamp mod FCK er ikke lige, hvad der er brug for nu, men de vil som altid været meget opsatte på at give ærkerivalerne kamp til stregen. Spørgsmålet er dog, om selvtilliden er helt i top efter bare ét point i forårets to første kampe samt et exit i pokalen.

Karakter: 6

-------------------------------------------------------

KARAKTER I ALT



FC København: 47 point

Brøndby IF: 38 point