I 24 år har greve Peter Bernstorff haft adresse langt fra familiegodset Gyldensteen på Nordfyn. Men nu er han vendt hjem sammen med sin lille familie for at forberede sig på en dag at overtage de adelige gemakker fra sine forældre – det kendte lensgrevepar Frants og Victoria Bernstorff-Gyldensteen, der har nære forbindelser til kongehuset.

Som kun 12-årig forlod han hjemmet på Gyldensteen Gods nær Bogense på Nordfyn for at gå på den prestigefyldte kostskole Herlufsholm ved Næstved.

Siden har han boet andre steder - men tanken om en dag at vende tilbage til familiegodset på Nordfyn har tilsyneladende aldrig sluppet greve Peter Bernstorff, der er søn af  lensgreveparret Frants og Victoria Bernstorff-Gyldensteen, som har nære forbindelse til det danske kongehus. I hvert fald har han nu sammen med sin kone Nynne Rankløve Bernstorff og parrets ni måneder gamle datter, Clara Constance, valgt at forlade København for at flytte tilbage til det fynske.

Det skriver fyens.dk.

Årsagen til, at den lille familie har valgt at skifte deres tredjesals lejlighed på Østerbro i København ud med de mere prangende forhold på Fyn, er, at Peter Bernstorff en dag, som den 12. generation i sin slægt, skal overtage godset. Og derfor vil familie gøre sig klar til en dag at blive næste generation godsejere.

Peter Bernstorff fortæller til fyens.dk, at han er glad for at være tilbage på Fyn.

”…Jeg er vokset op med den historie og har aldrig prøvet andet, så jeg føler ikke noget pres ved at være vendt tilbage til Bogense. Det er dejligt at komme hjem. Selvom jeg på en måde flyttede fra Nordfyn allerede som 12-årig, da jeg kom på Herlufsholm, så er det Bogense, jeg kalder hjemme. Jeg har et stort netværk her og føler mig knyttet til området,« siger han.

En godsovertagelse er dog ikke lige om hjørnet. Peter Bernstorffs forældre, Frants og Victoria Bernstorff-Gyldensteen, er begge kun i midten af 60’erne, og derfor forventes det, at der går noget tid, inden de skiller sig af med det kendte gods, som de overtog i 1984.

Derfor flytter Peter Bernstorff og hans familie heller ikke ind i selve hovedbygningen på godset. I stedet har de fået bolig i det tidligere godskontor.

Parret flyttede til Fyn i juni, og selv om det at bo på Gyldensteen er noget anderledes end en lejlighed i København, så er parret glade for deres valg. Især, fordi de føler, der er blevet taget godt imod, fortæller de.

Frants og Victoria Bernstorff-Gyldensteen er ikke kun kendte for deres tætte forbindelser til kongehuset og for deres adelige titel. Amerikanskfødte  Victoria Bernstorff-Gyldensteen har tidligere været hofdame for Kronprinsesse Mary, og i 2006 modtog hun Dannebrogsordenen af Dronning Margrethe. Lensgreven selv har også flere kongelige ordner at fremvise. Han er både kammerherre og hofjægermester. Desuden har han også båret de gyldne kæder, da han fra 1990 til 1998 var konservativ borgmester i Bogense.

Det var i øvrigt borgmestertiden, der gjorde, at Peter Bernstorff måtte flytte fra den kommunale folkeskole til Herluftsholm. Lensgreven var nemlig bange for, at hans søn ville ende som ’borgmesterens søn’, forklarer Peter Bernstorff til fyens.dk

Foruden sine andre gøremål har lengreven også et større landbrug samt et stort frilandsgartneri at passe. Ifølge godsets hjemmeside produceres alt fra løg, æbler og græskar til honning og korn på godsets arealer.

I december afslørede Fagbladet 3F dog, at Frants Bernstorff-Gyldensteen havde brugt underbetalte østarbejdere til at udføre arbejde på sit gods. De var kun blevet betalt 65 kroner i timen før skat for deres arbejde, og det medførte, at lensgreven måtte efterbetale 30.000 kroner til 3F og østarbejderne.

Mens Peter Bernstorff kan se frem til en dag at overtage det smukke gods på Nordfyn, må han se langt efter sin fars fornemme adelige titel. Titlen som lensgreve, der er betegnelsen for den højeste adelsrang, kan, ifølge Berlingske, nemlig kun gå i arv i tre generationer ifølge lensafløsningsloven fra 1919. Og derfor må Peter Bernstorff sandsynligvis nøjes med ’blot’ at fortsætte med sin mere almindelige grevetitel.

Peter Bernstorff og hans kone har i øvrigt deres egen virksomhed, Noble Consulting, hvor de rådgiver store internationale virksomheder om blandt andet bæredygtighed. Virksomheden har de taget med til Fyn.