Det kendte grevepar fra Egeskov Slot på Sydfyn er efter annonceringen af deres skilsmisse nu flyttet hver for sig. Grevinde Caroline Ahlefeldt har nemlig fået ny bolig – og det er en luksuriøs en af slagsen.
Kun to uger efter, at det kendte grevepar Michael og Caroline Ahlefeldt, der har tætte forbindelser til kongehuset, oplyste, at kærligheden mellem dem var gået i stykker, og at parret derfor skulle skilles, er grevinden flyttet ud af Egeskov Slot.
Det viser oplysninger fra cpr-registret, som BT har fået indsigt i.
Caroline Ahlefeldt har nemlig fundet en ny bolig, som hun mandag officielt flyttede ind i, ifølge cpr-registret.
Caroline Søeborg var en aktiv og succesfuld erhvervskvinde, før hun giftede sig med grev Michael Ahlefeldt og blev til grevinde Ahlefeldt og flyttede ind i de adelige gemakker på det kendte fynske slot Egeskov.
Grevinden behøver dog næppe at bekymre sig om, hvorvidt hun pladsmæssigt kan være i sin nye bolig, selv om den ikke er på størrelse med det smukke, gamle slot, som hun har beboet i mere end ti år.
Hendes nye bolig er nemlig også både luksuriøs og stor. Hele 217 kvadratmeter får grevinden at boltre sig på i den store lejlighed, der er i hele to etager. Og dermed er der også god plads til parrets to børn, sønnen Julius fra 2007 og datteren Iselin, der blev født i 2009.
Artiklen fortsættes under billedet
Den nye lejlighed er beliggende på tredjesal i en etageejendom på Vandværksvej og ligger tæt på såkaldte ’engelske kvarter’ i det centrale Odense, som ejendomsmæglere kaldet et 'attraktivt område' i Odense.
Lejligheden har tidligere på året været udbudt til salg til 4,7 millioner kroner, men blev fjernet fra markedet den 22. august. Da en eventuel handel endnu ikke fremgår af tinglysningen, vides det ikke, om grevinde Caroline Ahlefeldt har købt boligen.
Et billede på hjemmesiden boliga.dk viser dog, at lejligheden er særdeles luksuriøs. Blandt andet kan man se et stort, moderne køkkenalrum, hvorfra der er en trappe, der fører op til lejlighedens øvre etage.
I alt er der fem værelser i den flotte lejlighed.
Greveparret mødte hinanden for over ti år siden, da Michael Ahlefeldt stødte ind i forretningskvinden Caroline Søeborg Ohlsen ved en fest i København.
» Det hele sitrede og blev kærlighed ved første blik – og bryllup i Kværndrup Kirke i 2006,« har grev Michael Alefeldt fortalt i et interview med Berlingske, da han i 2015 fyldte 50 år.
Artiklen fortsætter under billedet
Men selv den helt store kærlighed kan gå i stykker. Og det har man altså også måttet sande i det fynske.
At det netop er Caroline Ahlefeldt, der er flyttet ud af det fynske slot, kommer dog ikke som den store overraskelse. Slottet tilhører nemlig Michael Ahlefeldt, der er 9. generation af sin slægt på stedet. Han overtog slottet allerede i 1992 efter sin far.
Og da han blev gift med Caroline Ahlefeldt i 2006, sikrede han med en ægtepagt, at det også ville forblive hans ved en eventuel skilsmisse.
Parrets ægtepagt, som BT gennem tinglysningen har fået indsigt i, viser, at hverken greven eller grevinden skal dele ud af deres værdier i forbindelse med skilsmissen, da de begge har fuldstændigt særeje. Det betyder, at de ikke behøver at dele de værdier med hinanden, som de havde, da de indgik ægteskabet.
Grev Michael Ahlefeldt har desuden tidligere været gift med Margrethe Ahlefeldt-Laurvig-Bille, som han også fik to børn med. Også det daværende grevepar havde en ægtepagt, fremgår det af tinglysningen.
Artiklen fortsætte under billledet
BT har været i kontakt med Caroline Ahlefeldt, men hun ønsker ikke at udtale sig om skilsmissen eller den nye bolig. Det er ikke lykkedes at få kontakt med Michael Ahlefeldt trods gentagne forsøg.
I en pressemeddelelse har parret ifølge fyens.dk dog oplyst, at de skilles som venner, og at bruddet foregår på udramatisk vis. De betegner deres tid sammen som ’10 uforglemmelige år’:
'Af hensyn til vores to små børn er det ikke muligt, at vi kommer til at knytte yderligere kommentarer til denne meddelelse. Eventuelle henvendelser om dette private anliggende vil derfor ikke blive besvaret,' skriver parret, der også oplyser, at de fortsat vil spille en stor rolle i hinandens liv.
