To mænd blev dræbt, da de mandag formiddag forsøgte at flygte fra politiet.
Ifølge Nordjyllands Politi havde de to mænd kl. 10.42 været involveret i et tyveri eller røveri i Lindholm. I en stjålet, tysk indregistreret sort Audi A4 forsøgte de efterfølgende at flygte, men blev eftersat af en færdselspatrulje i Støvring med høj hastighed ad Hobrovej mod syd.
»Vi er i gang med at efterforske en hændelse i Nørre Sundby tidligere på dagen, og før vi er færdige med det, vil vi ikke udtale os nærmere om, hvad det er.«
Det siger vicepolitiinspektør Poul Severinsen til bt.dk.
På adressen Hobrovej 13 i Arden forulykkede den sorte Audi og de to mænd i den stjålne bil blev dræbt i forbindelse med uheldet, hvor der ikke var andre køretøjer eller personer involveret.
Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk
Nordjyllands Politi er foreløbig i gang med de nærmere undersøgelser i sagen, og oplyser at de dræbtes identitet foreløbig er ukendt.
»Politiet fik øje på en bil, som kørte med meget høj hastighed,« har vagtchefen ved Nordjyllands Politi tidligere fortalt til bt.dk. På det tidspunkt vidste han ikke præcist, hvor hurtigt bilen kørte, men betegnede det som 'stærkt af Pommern til.'
Da bilen kom til en rundkørsel, gik det galt, og bilen forulykkede.
»Ved ulykken afgik to mænd i bilen ved døden. Patruljen er uskadt,« siger vicepolitiinspektør Poul Severinsen fra Nordjyllands Politi.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) er tilkaldt, ligesom politiets teknikere er på stedet og arbejder. Der er også tilkaldt bilinspektører.
Her kan du se et interaktivt kort over biltyvenes færden
Opdateres...
