De to biltyve, der mandag middag omkom ved Rold efter en hæsblæsende flugt fra politiet i en stjålen Audi A4, havde kort forinden truet sig til både bilens nøgler og et mindre pengebeløb i en lejlighed i Lindholm ved Aalborg.
»De to mænd var dukket uanmeldt op i lejligheden i Lindholm, hvor de forlangte at få både bilnøglerne til Audien samt nogle få tusinde kroner. Vi betragter det som et røveri mod personer i egen bolig, men man kan vist også godt sige, at de forurettede var en del af et kriminelt miljø,« siger politikommissær Jens Møller Søgaard fra Nordjyllands Politi til bt.dk.
Læs også: De dræbte fra Audi-flugten er nu identificeret: Særdeles godt kendt af politiet
De forurettede for røveriet kom ikke fysisk til skade, og der blev efterfølgende heller ikke fundet våben i den røvede Audi, efter at gerningsmændene var kørt galt med meget høj hastighed ved en rundkørsel i Rold ud for Hobrovej 13 og endte i grøften. På det tidspunkt var Audien blevet opdaget af en politipatrulje, og på ulykkestidspunktet var farten så høj, at bilen ved på vej i grøften nærmest blev flået fra hinanden, så de to gerningsmænd blev dræbt på stedet.
Nordjyllands Politi har tidligere oplyst, at det drejede sig om en 38-årig mand, der i forvejen var særdeles godt kendt af politiet for tidligere kriminalitet »af en vis kaliber«, samt en 21-årig mand.
»Den 38-årige var fra lokalområdet, mens den 21-årige var fra en anden del af landet. Hvad forbindelsen mellem dem har været, er noget af det, som vi lige for tiden bruger kræfter på at få klarlagt, ligesom vi også undersøger deres relation til de forurettede ved det forudgående røveri,« tilføjer politikommissær Jens Møller Søgaard fra Nordjyllands Politi.
