Præsidentkandidaten til valget i det internationale fodboldforbund, FIFA, Sheikh Salman bin Ebrahim al-Khalifa, skyder nu tilbage mod de personer, som kritiserer ham.
Menneskerettighedsorganisationer verden over anklager Sheikhen fra Bahrain for at have udpeget fodboldspillere og atleter, som senere blev torturereret og fængslet, men det kalder han for »ulækre løgne.«
»Sådanne beskyldninger er ikke kun skadende, det er også en jagt. Nogle folk har en bestemt dagsorden,« siger Sheikh Salman ifølge BBC.
I 2011 blev flere personer dræbt, da styrker fra Bahrain gik til angreb på demonstranter, som kaldte på reformændringer i landet. Det er i den forbindelse, at Sheikh Salman bliver nævnt, for han skal have været med til at udpege de spillere og atleter, som deltog i demonstrationerne.
Sheikh Salman er en af de otte kandidater, som stiller op til præsidentvalget i FIFA til februar, og ganske som med flere af de andre mere eller mindre prominente navne, så bliver hans navn også sværtet til.
Men selv afviser han ethvert kendskab til sagen.
»Det er forkerte, ulækre løgne, som er blevet gentaget igen og igen,« siger Sheikh Salman.
De otte kandidater til præsidentposten går nu så småt i gang med deres valgkampagner frem mod 26. februar. Her skal der findes en efterfølger til den nuværende præsident, Sepp Blatter.
