Domenico Scala, formand for FIFAs regnskabs- og overholdelseskomité, melder sig i koret af stemmer, der anklager Michel Platini og Sepp Blatter for korruption

Det drejer sig om 13 millioner kroner, som Platini modtog fra Sepp Blatter tilbage i 2011 for at fungere som Blatters rådgiver. Aftalen om det beløb blev indgået mundtligt og blev dermed ikke registreret i noget regnskab.

»I enhver anden forretningssammenhæng ville en sådan aftale bliver skrevet ned på papir. Begge aktører var medlemmer af FIFAs bestyrelse og godkendte hvert år regnskaber, som ikke oplyste om de 2 millioner schweizerfranc (13 millioner kroner, red.),« siger Scala til Financial Times.

»Det kan anskues som regnskabsfusk,« konkluderer formanden for FIFAs regnskabs- og overholdelseskomité.

Blatter og Platini er begge blevet suspenderet fra deres stillinger i 90 dage, mens FIFAs etiske komité undersøger sagen. Det betyder, at Platinis kandidatur til præsidentposten i FIFA ikke vil blive behandlet, så længe efterforskningen er i gang.

Domonico Scala, der også er formand for FIFAs valgkomité, har foreslået, at præsidentposten i FIFA skal underlægges et rotationsprincip, så præsidenten bliver udskiftet hvert fjerde år. Det vil ifølge Scala reducere muligheden for korruption og ændre på, at »der er en meget kort liste af kandidater til præsidentposten« i FIFA, som tilfældet er til det kommende valg den 26. februar.

Ifølge en kilde tæt på Scala er døren dog ikke helt lukket for Platinis kandidatur til præsidentposten i FIFA.

»Vi fornemmer, at valgkomiteén ikke har sat en endegyldig stopper for Michel Platini,« siger den anonyme kilde ifølge nyhedsbureauet AFP.