De 2.000 stykker hjortevildt i nationalskoven får søndag et rekordstort antal gæster.

Når skovfoged og skytte Torben Christiansen byder 19.000 løbere og næsten lige så mange tilskuere velkommen til det 44. Eremitageløb i Dyrehaven, er det med et ønske om, at alle skal nyde den efterårsklædte skov i de historiske rammer og vise respekt for de faste beboere, dyrene.

- Glæd jer over de smukke farver i skoven og bliv på veje og stier, så dyrene ikke bliver stresset, siger dyrenes talsmand, Torben Christiansen.

- Datoen for Eremitageløbet er ikke tilfældig. Vi er på bagtrappen af kronvildtets brunst, og dåhjortene har taget de første skridt til deres brunst.

Eremitageløbet har haft 576.735 gennemførende løbere i alderen 4-96 år siden det første startskud ved Fortunen i 1969. Verdens første motionsløb er en institution og en vægtig grund til, at løb i dag er Danmarks største fritidsaktivitet.

Løbets grundlægger, hjertelægen Peter Schnohr, sender på slaget elleve det første hold løbere ud på de klassiske 13,3 kilometer. En lille halv time senere er de sidste på vej.

Derefter får han travlt med at komme op ad bakken til målet. Og når sidste mand er nået i mål, vil han siden 1969 have taget imod tæt på 600.000 løbere. En præstation lige til Guinness Book of Records.

Det er 44. gang, BT i samarbejde med Københavns Idrætsforening og Københavns Skiklub inviterer til motionsfestival i det enestående klenodie, Dyrehaven er. To gange passerer løberne Eremitageblottet, der står som et symbol i centrum for løbet.

E-løbet er primært et motionsløb. Idéen bag løbet er regelmæssig træning for sundhed og velvære. Men det er også et løb for eliten, og topløberne kaster glans over festen. Er der et løb, eliten brænder for at vinde, er det E-løbet.

BTs chefredaktør Olav Skaaning Andersen overrækker BTs sølvfade til vinderne i målområdet ved 12.45-tiden, og traditionen tro trækkes der lod om et kostbart Chopard-halssmykke fra Stenstrup Juveler.

Siden 1985 har BT kåret årets E-løbere. Har du et emne til den ærefulde titel, så mail til journalist Peter Fredberg, fred@bt.dk. En mandlig og en kvindelig løber hædres med et sølvfad og et kunstværk af maleren og grafikeren Gorm Eriksen.

Fakta om E-løbet

Københavns Idrætsforening, Københavns Skiklub og BT er arrangør af Eremitageløbet, som har været afviklet hvert år siden 1969. Distancen har fra 1983 været 13,3 kilometer på veje og stier i Dyrehaven. Hovedsponsor er Nykredit Invest.