En lille, eksklusiv kreds har vundet Danmarks mest prestigefulde løb, Eremitageløbet, tre gange i træk

Søndag satser Morten Munkholm på at gøre koryfæer som Henrik Jørgensen, Carsten Jørgensen og Loa Olafsson kunststykket efter og blive den ottende triple-løber.

– Jeg løber for at vinde, siger en målbevidst 27-årige Århus 1900-løber.

Lykkes hans mission i BTs klassiker i Dyrehaven, redder den lidt af en sæson, som har været et sandt mareridt.

Drømmen om at kvalificere sig til OL i London på 1.500 meter blev knust af en alvorlig seneskade i højre fod, og han kunne først begynde at træne så småt hen over sommeren. For en måned siden løb han sit første løb siden 29. januar. Han blev nr. 4 i DM på halvmaraton.

– Jeg har trænet godt på det seneste og har rykket mig meget. Formen er okay, siger han.

– Eremitageløbet er et løb, alle gerne vil vinde. Dyrehaven, de mange tusinde løbere og tilskuere og løbets historik taler for sig selv.

Morten Munkholm bor i Randers og læser på Århus Universitet. Hans træner er den tidligere E-løbsvinder og nordiske rekordholder på 1.500 meter, Niels Kim Hjorth.

En løber, der også vil være med helt fremme, er Jakob Hannibal, som blev toer i 2011, slået af Morten Munkholm med 16 sekunder. Selv om han har trappet ned og bebudet et karrierestop på topplan, skal man ikke undervurdere den hurtige spartaner.

Sara Sig Møller er favorit hos kvinderne. Hun er 2010-vinderen Maria Sig Møllers tvillingesøster og Jakob Hannibals kæreste og har vundet DM på 5.000 og 10.000 meter de sidste to år.

Sparta-løberen, som fylder 29 år på onsdag, har en international karriere bag sig i triatlon med en fjerdeplads ved EM på langdistancen som et højdepunkt.

– Det kunne være sjovt med en sejr i sit første løb i Dyrehaven. Jeg har trænet hårdt meget længe og haft en god sæson og vundet næsten alt, hvad jeg har rørt ved, siger hun.