En lejeaftale er nu skiftet ud med en permanent kontrakt. FC Midtjylland har officielt meldt ud, at den har sikret sig den 19-årige svensker Kristoffer Olsson fra engelske Arsenal. Han har skrevet kontrakt med Superligaens øjeblikkelige førerhold indtil sommeren 2018.
»Med sit blik for spillet, sit touch på bolden og ikke mindst de dybe, maskerede pasninger har Kristoffer Olsson tilført vores spil en ny dimension. Han er stadig ung og skal udvikle sig yderligere. Men jeg er ikke i tvivl om, at han er fremtiden på det svenske A-landshold. Han har starquality og er en type, publikum kommer på stadion for at se« siger FCM-sportsdirektør, Claus Steinlein.
Den svenske U21-landsholdsspiller kom til FCM i sommerpausen og har i løbet af efteråret vist sine kvaliteter i glimt. Det har været rigeligt til, at FC Midtjylland har valgt at sikre sig Olsson.
»FCM er en klub, der tror på mig og har blik for mit potentiale. Det er en sulten klub på vej op. Jeg har det på samme måde, og derfor tror jeg, det er den helt rigtige beslutning for mig. Desuden er fast spilletid vigtigt for mig på det her tidspunkt, og det vil jeg få i FCM«, siger Kristoffer Olsson.
